Fortsæt til indhold

Se mig i mørket

Debat
Signe Nøhr Kragsnæs,sognepræst i Ellevang Kirke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På fredag tager vi hul på den første vintermåned, men de fleste af os har nok lagt mærke til, at dagene allerede er meget korte og mørke.

Det har jeg i hvert fald. Særligt på min daglige cykeltur langs Grenåvej, som er meget mørkere, end den plejer at være. Skræmmende mørk nogle gange. For selv med lys på cyklen, kan cyklister let overses i mørket.

Af samme årsag har jeg købt en refleksvest for bedre at blive set. Og det samme har flere andre cykelister, jeg møder på min tur. For det er vigtigt, at vi bliver set i mørket. Så vi gør, hvad vi kan for at lyse op med cykellygter, refleksveste og blinkende dioder. Med det ene håb, at såvel de hårde trafikanter som andre bløde trafikanter får øje på os.

Og dét behov gælder jo ikke kun i trafikken. Det gælder også i vores liv med hinanden. Vi har brug for at blive set. Men i modsætning til trafikken, så er vi nok ikke så gode til at gøre opmærksomme på os selv, hvis vi føler os oversete. Vi siger det sjældent højt og kan nemt komme til at føle os usynlige for hinanden, når hverdagen ruller.

Men det er som om, at december åbner vores øjne op over for hinanden. Julelyset lyser op for os, og pludselig ser vi alle dem, som vi ofte kommer til at glemme, når hverdagen ruller.

Men det er som om, at december åbner vores øjne op over for hinanden. Julelyset lyser op for os, og pludselig ser vi alle dem, som vi ofte kommer til at glemme, når hverdagen ruller. Vi skriver julekort til det menneske, som vi ved, sidder alene, og som vi så tit har tænkt på at ringe til. Vi stopper op, hilser på Hus Forbi-sælgeren og køber en avis. Vi giver os tid til at se ekspedienten ved kassen i øjnene og ønsker et helhjertet “God jul”.

Ja, julelyset lyser den mørke tid op og får os til at se hinanden i et andet lys. Vi ser hinanden i lyset af julens budskab: Det lys, der skinner i mørket. Det budskab har ikke brug for lygter, refleksveste eller dioder for at trænge i gennem. Alligevel tænder vi lys i gader og på stræder, så vi bliver mindet om julebudskabet. Må julebudskabet lyse for os – ikke kun i december – men hele året.