Åben din dør for en fremmed
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg var engang med til at lave en event, der hed “åben din dør”. Den gik ud på, at vi skulle tage vores fordør af og bringe den ned på vores fælles plads, hvor en lokal kunstner skulle male døren. Alle de farverige hoveddøre i området ville så signalere, at vi her ønsker at åbne vores døre for hinanden.
Vi lavede denne event i et område, hvor der boede mange mennesker med rødder i andre dele af verden. De var kommet til Danmark for at finde et sted, hvor de kunne bo trygt og føle, at de hørte til. Men som mange har erfaret, så er det ikke så lige til at blive en del af et samfund, et fællesskab, et sprog og en kultur.
Man kan møde mange lukkede døre, ikke fordi der nødvendigvis er modvilje, men simpelthen, fordi man er fremmed for de fælles koder, og man har ikke en masse fælles historie.
Jeg kom selv til Danmark som 12-årig, fordi mine forældre, der var pæredanske, havde arbejdet i Bangladesh i 12 år, mine første 12 år. Jeg talte flydende dansk, spillede fodbold, gik til gymnastik og lignede alle andre. Men indeni var jeg fremmed for danskerne.
Jeg kunne ikke lige fortælle om, hvordan jeg hver lørdag gik ture i Himalaya-bjergene. Jeg kendte ikke nogen af de børneprogrammer i fjernsynet, som de andre refererede til. Det skulle vise sig at være mere end almindeligt svært at føle sig helt hjemme i Danmark.
Siden jeg kom til Danmark for snart 40 år siden, er der kommet rigtig mange mennesker til landet fra stort set hele kloden, og jeg er ikke længere alene om at føle mig lidt fremmed. På en mærkelig måde kan det jo gøre, at man føler sig lidt mere hjemme, fordi der er andre, man kan være fremmed sammen med. Men hvis ikke vi skal deles op mellem de fremmede og de rigtige danskere, så skal vi jo også lære at åbne vores døre for hinanden.
Da vi havde taget vores fordør af, og huset stod helt blottet for alle mennesker, så de bare kunne gå ind i vores hjem, gik det op for mig, hvor risikabelt det egentlig er at åbne sin dør. Når vi føler os trygge, er det ikke kun på grund af tillid, men også fordi vi har sikret os med solide døre, en ordentlig lås, nabohjælp, en god forsikring og et samfund, hvor politi og lovgivning skaber tryghed.
Alle disse sikringsmekanismer findes også i vores sind og sociale omgangsformer, hvor vi er påpasselige med, hvad vi fortæller andre og gode til at sætte facader op overfor hinanden. Hvis vi skal åbne dørene for dem, der er fremmede for os, så kræver det en villighed til at risikere noget. Vi bliver nødt til at gøre os sårbare. Det blev helt konkret og meget tydeligt for mig, da vi stod der uden nogen fordør.
På græsk hedder gæstfrihed “xenophilia”, som betyder kærlighed til den fremmede. I vores kristne tradition er udtrykket blevet tolket i forlængelse af fortællingen om, hvordan Gud risikerede sin egen søns liv for menneskets skyld, den søn der mens han levede, gav os buddet om at elske vores fjende. Vi kan ikke kan nøjes med at elske dem, vi godt kan lide og som ligner os. Vi skal elske de fremmede, vi endnu ikke kender og endnu ikke har fået tillid til. Det kan vi gøre ved at være gæstfrie og åbne vores hjem for mennesker, der er fremmede for os.
Jeg har hørt mange, der er kommet til Danmark fra udlandet, sige, at det kan være svært at komme ind på livet af danskerne. Det kan godt virke som om alle danskere har besluttet sig for at lukke deres døre for os. Men, lyder fortsættelsen, bliver du først budt indenfor, så er der ikke grænser for, hvad danskerne vil gøre for dig. Danskere er hjælpsomme og gæstfrie, men der er nogle mekanismer, der kan gøre vejen til danskernes fordøre besværlig. Hvor er det det lige, vi møder hinanden og får den idé, at det lige er mig, der skal byde en fremmed ind i mit liv?
Fordøren til mit tidligere hjem blev, så længe jeg boede der, prydet af en farverig påfugl, som ingen forbipasserende kunne undgå at få øje på. De færreste vidste, at det var resultatet af en event, der handlede om at åbne døren for hinanden, men den sendte i det mindste et signal ved at stikke ud fra de andre døre, der lignede hinanden alle som en.
Måske det var det første skridt til at vise, at her er det lige præcis os, der bor, og hvis du bliver nysgerrig på, hvem vi er og hvorfor døren ser ud, som den gør, så åbner vi gerne døren og inviterer dig ind på en kop kaffe og en snak om, hvordan det er at føle sig fremmed.