Debat: Lejerne har brug for et lokalt skuffejern
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Randers/Djursland Lejerforening er oprettet i 2010 på baggrund af en almen renoveringssag i Ebeltoft. Foreningen var en del af LLO indtil skilsmissen for fem år siden. Vi er lokal forankret i Nord-Syddjurs og Randers kommuner, hvor vi kæmper for en fornuftig boligpolitik og giver da også vores boligminister et par ord med på vejen.
Igennem de 13 år har vi erfaret, at udlejere helst ser hælen af os, både hos de private og almene udlejere. De mener, at hvis de opfører sig pænt, så vil lejerne ikke melde sig ind, andre får at vide, at det ikke er nødvendigt og kan bruge pengene på andet.
Hvorfor? Fordi nogle udlejere frygter deres egen gøren. Vi deltager gerne i folks ind-og flyttesyn, da udlejere tror, at det er ren ta´selv bord angående betalinger og dermed store regninger.
Vi har også vundet sager i manglende flyttesyn, hvor udlejer sender regning uden syn. Den går ikke, da formalia skal overholdes, derfor fik et medlem hele depositummet tilbage. Sager, vi har kørt omkring køkkenrenoveringer, har lejere også vundet og fået penge tilbage og nedsættelse i husleje.
Vi ser desværre også, at lejere tror, at man kun kan melde sig ind, når man har en sag, men det vil vi gerne ændre på. For meget i strøm igennem 22 år kunne være opdaget noget før, hvis lejerne kunne gennemskue deres budget. Det er jo også noget vi kan hjælpe lejerne med.
Når man ikke ved, hvad der skal kigges på, så kan man også blive snydt. Som lejer kan du betragte medlemskab som en forsikring. Du kommer jo ikke til forsikringsselskabet efter en indboforsikring, når tyven har taget dit indbo. Lejerne skal også have en forening som varetager deres rettigheder. Det har udlejerne flere af, og vi har foreningsfrihed i dette land.
Er der noget, I har arbejdet på specielt? Ja, blandt andet boligpolitik både lokalt og på landsplan. På det seneste er det byggeri, høje huslejer, nytænkning om boliger, for eksempel seniorbofælleskab og møder med lokalpolitikere.
Hvad hjælper det at bo lækkert, hvis huslejen stjæler din økonomi. Nogle kan dog få boligstøtte og mærker det mindre, men der er også udlejere som bevist ”glemmer ”den løbende vedligeholdelse, og så kommer en renovering med huslejestigning, for så kan lejerne, som mange gange er ældre, få mere i boligstøtte.
I de senere år har det været dyre boliger, bopælspligt, forsømte ejendomme og boliger efter behov, se blot i Aarhus, hvor udlejere tilbyder gavekort eller to måneders fri husleje, men hvad så bagefter?
Erhvervslejer, som havde en café i en faretruende bygning, stod vi på sidelinjen af sammen med vores samarbejdskontor Lejernes Retshjælp, og i dag har de en renoveret bygning, hvor taget ikke falder ned nu.
Svindel med boliger til studenter hvert år, kan det ikke gøres bedre?. De unge er ikke meget for at bede om hjælp, og det udnytter nogle skruppelløse personer, så derfor vil vi også gøre en indsats her for de unge.
I øjeblikket tager vi rundt på Djursland og møder den lokale befolkning i området. For at få snak omkring, hvad der bolig-og områdemæssigt rører sig. Samtidig har vi også startet et samarbejde med Mødrehjælpen på Djursland, hvis flest borgere er den gruppe, som bor til leje.
Som man kan se, er der meget at arbejde med, men der skal jo være et skuffejern i ethvert redskabsrum, udtaler sekretariatssekretær Dorthe Kruse på vegne af foreningen.
Hun fortsætter, at hvis man vil gøre foreningen stærk med et medlemskab, vil vi også kunne stå endnu stærkere til at gøre det bedste i forhold til politikere, udlejere og Djurslands bosætnings-og boligpolitik, så denne ikke ender i en syltekrukke.