Mindeord om tidligere museumsinspektør Esben Kannegaard

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det var med stor sorg og vemod, at jeg den 6. november fik meddelelsen om, at en god ven og skattet kollega, tidligere museumsinspektør Esben Kannegaard, var død. Nok vidste vi, at Esben havde en alvorlig sygdom, men alligevel kom hans død som et uventet chok.

Esben har jeg kendt i 50 år – netop i år – da han begyndte at studere arkæologi på Moesgård. Esben tilhørte den generation af studerende, der dengang i ungdomsoprørets dage valgte fag med hjertet og ikke med fornuften. Vi blev da også kraftigt advaret om, at vi godt kunne glemme alt om faste stillinger, og at faget var så godt som brødløst. Men holdningen var, at gik det ikke, så fandt man nok på noget andet.

Faktisk ville Esben da også oprindeligt have været skolelærer. Og det var han ganske givet også blevet fortræffelig til, da han var en fremragende formidler. Men arkæologien sejrede.

For Esben blev den ældre stenalder samt arbejde med flint hans felt og store passion, Allerede som studerende deltog han i udgravninger i det sydlige Frankrig i meget tidlige hulefund fra stenalderen hos den legendariske professor Francois Bordes i Bordeaux, som, foruden at være en særdeles anerkendt arkæolog, også huggede flint, skrev science fiction og tillige var en stor katteven. Et ophold, som blev en stor oplevelse for ham.

Da Ebeltoft Museum i 1985 blev statsanerkendt, og jeg blev leder af museet, krydsedes vores veje igen, idet Esben nu var tilknyttet museet i Grenaa. I 1987 foretog han således en omfattende udgravning for museet i Ebeltoft af en ældre stenalderplads ved Knebel.

Samme år lavede Esben også en kopi i museumsgården i Grenaa af en stammebåd fra stenalderen fra Tybrind Vig, der blev meget omtalt.

Esben vil dog især blive husket for udgravningerne på Nederstbopladsen ved Kolindsund med ganske enestående begravelser – såkaldte okkergrave fra den ældre stenalder– samt gravlagte hunde.

I 1990’erne førte arkæologien også Esben til opgaver i Grønland.

I 1996 lykkedes det at få en arkæologisk inspektørstilling i Ebeltoft. Da denne stilling i 2000 blev ledig, overtog Esben den. Med tiden voksede de arkæologiske opgaver til at omfatte hele den nye Syddjurs Kommune.

Til ansættelsessamtalen blev han bl.a. også udspurgt, om han var i stand til at give en hånd med ved praktiske opgaver. Da vi kun var et mindre foretagende, havde vi tradition for at alle hjalp hinanden. Og det må man sige, at han var i stand til at svare bekræftende på.

Esben havde nemlig ualmindelig gode forudsætninger til stillingen – ud over det arkæologiske – idet han kom fra en tømremesterfamilie og så at sige var vokset op med praktisk arbejde.

Et andet kæmpe plus var, at Esben var lokal.

Esben fortalte tit og gerne med stor glæde om sin barndom og ungdomsår samt rødder i Balle på Djursland med en bedstefar, der var landsbyspillemand og træskomager, og en familie, der i to generationer passede den lille, lokale telefoncentral, der blev oprettet i 1909 og automatiseret i 1969.

Esben kom nu tilbage som arkæolog i sit barndomsland. Og jeg er sikker på, at det var noget af en drømmestilling for ham. Få år efter kunne han så tilmed erhverve sit dejlige sted i Hyllested Skovgårde med omkring en tønde land med høns, kartofler, grøntsager og en eller flere katte, som han holdt utroligt meget af.

På museet blev Esben hurtigt en tro væbner for mig. Ikke kun på det arkæologiske område. Esben var nem at samarbejde med og altid ualmindelig hjælpsom og tjenstvillig.

Hans store håndværkssnilde førte ham også over i flinthugning, som han utallige gange har brilleret med på museet og mange andre steder – ikke mindst på vores afdeling på Helgenæs Præstegård – hvor han lavede massevis af skæftede flækkeknive til børnene.

Og så var der det med Esben og mad. Han snakkede tit og ofte om sine kulinariske frembringelser. Evner, som også blev brugt formidlingsmæssigt på museet med bl.a. lammesteg indpakket i brændenælder stegt i kogegruber i jorden samt med hans pandekageshow.

En af hans kendte arkæologiske landvindinger var da også netop omkring mad, som han foretog sammen med sin gamle lærer og ven fra Moesgård, Søren H. Andersen – nemlig tilberedning af østers på stenaldervis – som gik det meste af verden rundt.

Esben fik også idéen til Åbne udgravninger sammen med Nationalpark Mols Bjerge – hvori publikum kunne deltage.

Museumsforeningen var ligeledes noget, han gjorde en indsats for med praktiske opgaver, foredrag og ture.

Men først og fremmest var Esben en rigtig hyggelig, selskabelig og god ven på museet. Utallige er de snakke og diskussioner, vi har haft om tilværelsen og verdenssituationen. Også hyggelige stunder i muntert lag til bl.a. vores julefrokoster eller Fugleskydningen i Ebeltoft hører med til minderne om Esben.

Esben var meget afholdt og vil blive savnet af rigtig mange. Men mindet om ham vil leve videre i vores erindring.

Ære være hans minde.