»Kære politikere: Please, støt op om Håndværk på Havnen«
Seks timer om dagen sidder vi på vores flade, 200 dage om året i 10 skoleår. Vi har også brug for - bare en gang imellem - at komme ud at se, opleve og mærke verden og dens muligheder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I uge 37 og 39 var vi, 7. årgang fra Kolind Skole, med til Håndværk på Havnen i Ebeltoft.
På Fregatten Jylland tilbyder de en uge, hvor en bådebygger, en smed og en sejlmager, kan lære os at bygge en båd. Vi skulle alt fra at bygge skroget, male det, lave beslag og arbejde med sejldug. Efter en fed uge, så søsatte vi vores katamaraner.
Vi var i godt selskab sammen med bådebyggeren Johnny, smeden Sonnich og sejlmageren Desire. De er kanondygtige. Vi glædede os alle sammen til at komme i gang hver dag. Vi lærte mange ting. Nu kan vi bl.a lave reb, vi kan bukke beslag, vi kan binde knob og vi kan fortælle mange gode historier om Fregatten Jylland.
Vi var i godt selskab sammen med bådebyggeren Johnny, smeden Sonnich og sejlmageren Desire. De er kanondygtige.
Seks timer om dagen sidder vi på vores flade, 200 dage om året i 10 skoleår, vi bliver så dygtige og det vil vi også gerne være. Men, vi har brug for - bare en gang imellem - at komme ud at se, opleve og mærke verden og dens muligheder.
Derfor håber vi, at der fremadrettet altid vil være mulighed for at 7. årgang i Syddjurs Kommune kan få lov til at deltage i Håndværk på Havnen. Vi anbefaler det.
Så kære politikere: Please, støt op om Håndværk på Havnen.