Klumme: Hold håbet op

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kaos er naturens orden.

Den sætning kommer jeg til at tænke på, som jeg står der og ser på reolerne, der er gemt væk i et lille smalt rum bag mit kontor. Der skal ryddes op! Jeg går i gang, men falder snart i den fælde, som man kan havne i.

Jeg begynder at åbne bøger og mapper og genopdager spændende tekster, gode ideer og en del, som jeg havde glemt i farten. Det bedste ved at rydde op er at finde en masse godt, man havde glemt. Det værste er, at selve opgaven med at skabe orden i kaos fortoner sig eller får lange udsigter!

Gad vide om vi er flere, der sidder i samme båd? Jeg lægger fra land med fast kurs mod landet, hvor alt står i snorlige rækker – men kursen ændrer sig, og undervejs dukker der noget op, som bliver vigtigere end de snorlige rækker. Jeg kan godt lide orden – men det er lidt som med livet og dagene – der kommer ofte noget uventet indover, som kræver en. Og så er der andet, som lige må vente en dag. Det er på listen, fylder i tankerne, men parkeres i vigesporet.

Nå, men det jeg vil fortælle er, at jeg bagerst på hylden fandt et stort paprør, som jeg ikke havde set eller tænkt på i flere i år. Jeg tog låget af og i røret lå nogle udtørrede og sammenviklede plantedele. Nogle ville ved første syn måske overveje om det var noget, der kunne ryges. Det kan jeg fortælle, slet ikke er tilfældet!

Det jeg havde fundet, var de gamle Jeriko-roser. De kendes fra ørkenområder, hvor de tørrer ud, river sig løs, og som små kugler på størrelse med en knyttet hånd kan blæse afsted med vinden. Når der kommer regn eller den udtørrede Jerikorose lander i vand, begynder den langsomt at åbne sig og blive grøn. Når vandet forsvinder, tørrer den ind igen, og sådan kan den ligge indtørret og uanselig i flere år, indtil den igen får vand.

Nu, hvor jeg har fundet Jeriko-roserne, skal de frem. De gemte sig på en hylde, hvor der ikke var meget orden og overskuelighed. Nu skal de vandes og blive grønne som håbet. De skal her i adventstiden være et billede på håb. Det håb, som ER, om end det til tider kan være svært at få øje på.

Sommetider skal man arbejde for at få finde det – få ryddet op i kaos om det er på hylder eller i tankerne. Få sorteret i hvad der er vigtigt, og hvad der måske mest er larm og lir. Forsøge at give slip på det, som man reelt ikke har magt over eller indflydelse på. Vende sig mod det, hvor man på forskellig måde kan gøre en forskel for nogen.

Sådan kan adventstiden også bruges – til at give sig tid til at sortere i tankerne og sætte det væk, som man måske dybest set godt ved ikke skal have plads. Stille prøve at se i nye retninger – se efter lyset, se efter håb, der ligesom som Jeriko-roser kan komme trillede, og som når de vandes kan folde sig ud og blive grønne. Det er virkelig en lille ydmyg plante. Den beder ikke om meget for at folde sig ud.

Måske triller der også en Jerikose-rose ind på din vej? Et lille sammenfoldet håb, som du kan give lidt opmærksomhed og så kan det være, det vil folde sig ud. Det er tiden til at se efter håbet, holde det op - det ligger foran dig. Har du en stille stund kan du sætte dig og lytte til salmen ”Hold håbet op” skrevet af Dy Plambeck.

Hvis kaos er naturens orden – så er håbet det, som gør, at vi midt i det hele kan se op, tro på en fremtid og fastholde at lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

Jeg vil se efter håbet, forsøge at vande det – og så lader jeg reolhylderne være til en anden dag. Jeg har endnu til gode at opleve, at de er løbet nogen steder!