Er nøglen til et lykkeligt liv utroligt lave forventninger?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Allerede her et par spæde skridt inde i det nye år, er vi nogle der må sande, at alle de glitrende løfter, vi højt og helligt gav os selv nytårsaften, måske ikke helt står distancen, når de skal vejes op mod virkeligheden.

”New Year – new me” og alt det der.

Jeg synes, det er det samme hvert år; der går ikke så lang tid og så giver man op, fordi man opdager, at ens gamle jeg er ret så indgroet. Undskyld, jeg behøver selvfølgelig ikke at tage dig med i faldet, men bare indrømme, at det i hvert fald for mig er en fast tilbagevendende tradition, at jeg, når vi rammer helligtrekonger og julepynten skal pakkes væk – og så må pakke alle mine højtidelige nytårsambitioner om selvoptimering væk

I et afsnit af komedieserien ”Modern Family” præsenterer Phil Dunphy sin livsvisdom nedkogt i små anekdoter; ” Phil´s-osophy”.

Et af ordene lyder sådan her:

»The most amazing thing that can happen to a human being will happen to you, if you just lower your expectations«.

Det er selvfølgelig ment som en morsomhed, at nøglen til et lykkeligt liv er utroligt lave forventninger. Men der er alligevel en lille grad af sandhed, som rode-mikler, hovsa-typer og klumpedumpe-mennesker som mig kan varme sig ved.

Så det bliver mit nytårsønske for alle os, hvor det hele ikke helt blev som det skulle:

Når nu du (roligt og i dit eget tempo, som yogalærerne altid siger) pakker julepynten og julens budskab væk og stiller det i kasser på loft og i kælder og i et uopmærksomt øjeblik vender dig om og pludselig står ansigt til ansigt med den hær af ambitioner og uoverstigelige krav du har til dig selv og din formåen i 2024 – uanset hvor, hvordan og i hvilken grad du har planlagt at angribe og disciplinere dig selv i det nye år, må du komme i tanke om, at der er intet forsæt – intet løfte - som, selv hvis du stringent holder det, vil gøre dig mere værd at elske (for det er du allerede - fuldt ud elskværdig).

Må vi i år blive velsignet med evne til at sænke vores forventninger til os selv og hinanden.

Må du forvente så lidt af dig selv, at du kan blive superglad og stolt af selv dine mindste præstationer (og du bliver pivligeglad med de urimelige forventninger, andre har til dig).

Må du forvente så lidt af de mennesker, du har i dit liv, at du vil begynde at lægge mærke til og værdsætte hver enkelt lille elskelig ting ved dem. Må du sætte barren så lavt, at du aldrig mere skal spilde dit liv med at vrænge over alt det »der er for dååårligt«, men i stedet blive helt naiv og glædes ved alt det, der egentlig fungerer og alle de gode mennesker, der faktisk findes og hvor smuk verden i virkeligheden er.

Helligtrekonger ligger altid sådan lidt underligt henslængt i januar. Et efterslæb. Det er, fordi de tre vise mænd bliver forsinket. De bliver forledt af deres forestillinger om, hvor man skal finde det guddommelige, og derfor afviger de fra stjerneruten og sigter i stedet mod et fjernt slot.

Og gang på gang går vi vild sammen med dem, når vi leder efter mening og sjælefred. Da de opdager deres fejl og kommer tilbage på sporet, finder de omsider frem til stalden og ser, at hjertet i julens fortælling er, at glæden og freden, det guddommelige, de største ting i livet, altid fødes de mest undseelige steder. Det er derfor det er så forbistret svært at finde, hvis ens ambitioner er for høje, for så leder man de forkerte steder.

»Ak, søge de ydmyge steder« som der står i den gamle julesalme.

Eller måske bare: »Sænk dine forventninger lidt« og se om ikke et liv med en roligere rytme vokser frem for dig.