At føle sig fremmed er ikke pinligt.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvor og hvornår har du følt dig fremmed? For hånden på hjertet: Det er jo en oplevelse, vi alle sammen har ind imellem. Det at være fremmed eller føle sig fremme er ikke forbeholdt særlige individer eller grupper – det er en erfaring, vi alle sammen deler.

Jeg kunne have fortalt om masser af eksotiske oplevelser af, hvor jeg har følt mig fremmed, f.eks. fra rejser i den store verden. Men den første oplevelse, jeg kom i tanke om, var oplevelsen af at komme ind i min datters klasseværelse til forældremøde første gang.

Dette burde være et trygt sted. Jeg kender alle koderne. Selv om det (indrømmet!) er en hel del år siden, at jeg selv gik i den danske folkeskole, virkede klasselokalet meget bekendt - med stole, som med en skramlen blev taget ned fra bordene, alfabetet var hængt op i livlige farver hele vejen rundt langs loftet, og en særlig duft hang i lokalet – som en blanding af sæbe og madpakke.

Men de fleste ansigter var fremmede for mig. Mange af de nye forældre virkede til at kende hinanden – måske fra den lokale idrætsforening? Eller fra børnenes tidligere børnehave?

I mit daglige arbejde er jeg vant til at tage ordet i forsamlinger, byde velkommen, have øje for om nogen ser ud til ikke at have nogen at tale med, og jeg prøver målrettet at gå hen og hilse på nye ansigter (hvilket kan udløse pinlige episoder, da min ansigtsgenkendelses-funktion ikke altid virker). Og så er det sært – for i en sammenhæng, hvor jeg selv er fremmed, bliver jeg ofte meget stille og har svært ved at finde min rolle. Jeg føler faktisk, at det er lidt pinligt. Det føles lidt sårbart at være fremmed.

Erfaringen af fremmedhed kan ramme én, hvor man mindst venter det. Den første jul hos den nye svigerfamilie, er en klassiker. Igen: Man kender jule-koderne ret godt. Man er udsat for et velgennemspillet tema af rødkål, hvide kartofler, brune kartofler, risengrød eller ris a la mande, mandler, gaver. Rødgran eller ædelgran. I lidt forskellig rækkefølge eller med små variationer. Men pludselig kan de små forskellige svulme op og bliver tegn på, at jeg er fremmed her.

Mon ikke også, at du har haft oplevelser af at blive modtaget med åbne arme, hvor du mindst ventede det, og hvor du følte dig mest fremmed? Et smil. Nogen sagde dit navn. Og pludselig var du hjemme, der hvor du slet ikke var det. Eller pludselig følte du dig set og forstået, der hvor du mindst havde regnet med det. Dén oplevelse kan være den mest rørende.

Hvor ville jeg gerne høre dine erfaringer af fremmedhed. Og erfaringer af det at blive set og forstået og pludselig føle dig hjemme.

Min pointe er: At føle sig fremmed er ikke pinligt. Det er ikke noget, vi behøver at skjule. Det er ikke noget, vi behøver at føle skyld over, eller som vi behøver at anklage andre for: I dén situation fik du mig til at føle mig fremmed eller udenfor. Det er bare menneskeligt. Hvis vi kan dele vores sårbarhed, er den måske knap så svær at bære. Og du kan være én, som genkender den andens fremmedhed, rækker armene ud med et smil og lindrer den sårbare følelse.

Kristendommen bærer et mærkeligt budskab om, at Gud identificerer sig med den fremmede, og at han åbenbarer sig i den fremmede. Der hvor vi mindst venter det, viser Gud sig. I det menneske, som er helt fremmed for os, og som vi mindst kan forstå, dér skal vi forvente at se Guds ansigt.

Og i 2000 år har kirken fortalt en historie om, at Gud lægger sit bløde, elskende hjerte i fremmede menneskers stald, i en krybbe. Han deler menneskelivets erfaringer med os. Fremmedhedserfaringer og alle mulige andre erfaringer. For at intet sted i verden skal være ham fremmed. Og for at vi intet sted i verden skal føle os helt fremmede.