Den kristne jul har trange kår – “Allah er den største”
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I onsdags var jeg i Hinnerup for at købe and til juleaften, og i den store propfyldte kummefryser kunne jeg læse “hel and halal” Endvidere var ænderne tilføjet det runde halal symbol, der indikerer, at ænderne er i live, når de slagtes, og at de har fået en muslimsk bøn med på vejen: “Basmillah Allahu akbar,” hvilket betyder: “I Guds navn Allah er den største”
Altså dobbelt information om at disse ænder var halal.
Lidt underligt og trist i denne juletid hvor vi fejrer vores kristne gud, som altså her ryger ned på en andenplads.
Den tro er ikke lige min overbevisning, så jeg spurgte selvfølgelig slagteren, hvor de ikke halalslagtede ænder var, for der var ingen skilte herom og intet på selve varedeklarationen.
Han var lidt undrende over mit spørgsmål, men undersøgte dog sagen og måtte til sidst konkludere, at når der intet står på ænderne, må man gå ud fra, at de ikke er halalslagtede.
Desværre har han ikke ret, for netop halalmærkning er ikke et lovkrav. Det er udelukkende producenten, der kan vælge at informere os forbrugere eller lade være.
Det er selvfølgelig fint, at denne producent vælger at informere om slagtemetode til gavn for muslimerne, men jeg mangler i allerhøjeste grad producenter, der viser det modsatte.
Det er en kilde til stor irritation, at der i den grad mangler et mærke med “ikke halal”, så jeg og flere andre kan vælge det kød fra, der har fået en muslimsk velsignelse. Og netop i denne juletid, hvor vi fejrer Jesus fødsel, er det da helt absurd, at folk køber ænder, der er velsignet med en prædiken “Allah er den største.”
Tro nu ikke det er muslimerne, jeg klandrer, for det er det ikke. Næ nej, det er de producenter, der for nemheds skyld undlader at mærke produkterne, fordi de jo allerhelst skal sælges til både muslimske lande samt os andre, hvor størstedelen desværre nok er ligeglade.
God jul og et Allah er størst, hvis man vælger ”hel halal and”.