Klumme: Veninde interviewede palæstinensiske og jødiske børn - »da hun kom hjem, var hun rystet«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For mange år siden rejste min gode veninde til området omkring grænsen mellem Palæstina og Israel. Hun lavede blandt andet interviews med palæstinensiske og jødiske børn, og da hun kom hjem, var hun rystet. For noget af det, der var gået igen i samtalerne med børnene, var samme slags svar på spørgsmålet: Hvad drømmer du om? Et stort antal børn svarede noget i stil med: Jeg drømmer om at blive soldat og være med til at dræbe fjenden og ødelægge deres land. Der er vel gået 25 år, siden hun kom hjem, tror jeg. Nu er børnene på begge sider store, og ødelæggelserne brudt ud i lys lue. Hvor ville man ønske, at alle børn overalt i verden i stedet kunne svare: Jeg drømmer om at være med til at skabe fred.

En præstekollega skrev engang en bog, hvor han sammenlignede vores børn med huse. Hans pointe var at gøre op med den tanke, at vi ikke må påvirke vores børn med vores egne værdier eller vores egen tro, og dermed også at problematisere voksnes fravalg af barnedåb af hensyn til barnets bedste. Han skrev, at det er med børn som med huse, der står tomme – der kan flytte alt muligt ind i dem, som ikke er godt, hvis man i misforstået hensyn til deres autonomi underlader at fylde dem med noget godt. Men det modsatte kan jo også være tilfældet. Vi kan komme til at fylde vores børn med det dårlige, vi selv bærer rundt på, så vi reproducerer fjendebilleder og had. I større eller mindre skala.

Et vidunderligt sted i Bibelen, som jeg selv har genfundet i den her tid, hvor verden så mange steder står i brand, er det sted hos profeten Esajas, hvor han beskriver Guds vision om fred mellem mennesker. En lille del af den lyder sådan:

De skal smede deres sværd om til plovjern

og deres spyd til vingårdsknive.

Folk skal ikke løfte sværd mod folk,

og de skal ikke mere oplæres til krig.

Tænk, hvis der ikke mere var brug for bombefly og langtrækkende missiler, og man kunne genbruge metallet til at bygge klatrestativer og vindmøller. Når verden står i brand, kan man glemme visionen og håbet om fred. Den kan synes helt latterlig i vores verden, hvor freden har så ringe vilkår. Men netop derfor må vi holde fast i den.

I kirken er håbet om fred forbundet med noget andet, som virkede latterligt i verdens øjne. En gud, der blev født i en stald, og som døde på et kors. En gud, der ikke satte sin magt igennem med slagkraftige midler, men som nøjedes med at tale og elske. Ord og kærlighed har også ofte ringe vilkår i en verden, hvor kanonerne tordner. Men kraften i ord og kærlighed er en anden. Den er dybere, længerevarende. Det er en kraft, der ikke bare kan forvandle landskaber til bombekratere, men som kan forvandle mennesker indefra. Det var det, Esajas profeterede om: Når fredens Gud får greb om menneskers hjerter, så vokser freden frem. I mange af landets kirker, synger vi om det, når vi fejrer det nye års begyndelse. Det er Grundtvigs ord, vi låner:

Vær velkommen, Herrens år,

og velkommen herhid!

Fredens Gud! Den livsalige fred

du skænke vort land til at blomstres ved!

Velkommen, nytår, og velkommen her!

Det håb og den bøn gælder ikke bare vores land, men alle verdens lande og folk. Må den livsalige fred vokse, så slagmarkerne kan dækkes af blomster. Med ønsket om et godt nyt år for alle.