Tyranniserende glansbilleder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Så blev det januar. Og hvis du, ligesom de fleste danskere, er på sociale medier, så har dine platforme sikkert været fulde af glansbilleder de seneste uger.

Med glansbilleder mener jeg de der perfekte billeder af smilende familier i en stue omkring et overdådigt juletræ. Eller flotte, velordnede lyskædefyldte haver. Eller flotte, veldækkede spiseborde. Og nu, her på anden side af nytåret, så er det nytårsforsætterne, der fylder. Billeder af juicekuren, den daglige træning, morgenmeditationen eller nærværet i familien. Lad mig understrege, det er i sig selv skønne ting. Det er billederne, som er problemet.

For billederne er glansbilleder, en poleret facade, et uopnåeligt ideal, vi jager, og samtidig inviterer andre til at jage efter, ved at præsentere det, som om det var hele virkeligheden.

Og hvorfor er det egentlig, at vi fremviser glansbilleder? Måske fordi vi er blevet indoktrineret til at tro, at vores værdi afhænger af vores evne til at leve op til en idealiseret standard. Måske fordi vi alle længes efter at blive set og holdt af, og det får os til at forstørre de smukke sider ved livet og retouchere de andre dele væk. Jeg kan i hvert fald selv mærke det. Lysten til at forevige alle de lykkelige stunder og vise dem frem.

Men glansbillederne er ikke kun uskadelige snapshots af lykke, det kan blive en form for tyranni, hvor vi fodrer hinanden med forkrøblende forventninger om alt fra familieliv til krop til personlig succes. Og glansbillederne skaber kløfter mellem os, skammen over ikke at leve op til hinandens standarder skaber afstand mellem os.

Det at fremvise glansbilleder gør os ikke engang lykkelige, kun en kortvarig dopaminlykke, som vi så må jage gentagelsen af.

Tyranniet består i urealistiske forventninger, som vi må jage, men som fører til skuffelse, utilfredshed, selvforagt, en følelse af utilstrækkelighed.

Hvis vi vil bryde fri, må vi gøre noget, forandre måden vi ser og vurderer os selv. Vi må lære at værdsætte autenticiteten, kaosset og skønheden i det virkelige. At acceptere, at vores familier kan være ufuldkomne og alligevel elskede, at vores kroppe kan være bærere af historier og erfaringer og stadig være smukke, og at al succes ikke kan måles i likes eller lønforhøjelser.

For virkeligheden er, at være elsket uden at være kendt, er overfladisk, at være kendt uden at være elsket er ethvert menneskes værste frygt. Men det ideelle, guddommelige endda, ville være at være helt igennem kendt og elsket alligevel.

Det er hvad vi netop har fejret i julen. At Gud ser os hver især, kender til alt – både vores skønhed og skygger, og elsker os så højt at han kommer nær for at redde os fra os selv. Men for at den virkelighed fortrænger glansbilledernes tyranni må vi gøre noget selv.

En simpel ting, vi kan gøre, er at droppe de traditionelle nytårsforsætter, der ofte blot forstærker glansbilledernes indflydelse. I stedet kunne vi øve os på at begynde dagen med at lytte opmærksomt til en af vore kære. Og måske slutte dagen med en taknemmelighedsrunde, hvor vi deler en ting fra dagen, som vi er taknemmelige for. Det er små ting, men de vil forandre os, hvis vi gør dem til vaner.

Lad os sammen bryde fri fra glansbilledernes tyranni og omfavne vores virkelige liv. Godt nytår.