»Had skaber kun ondskab og et smil koster intet«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den 24. februar 2022 blev Ukraine invaderet af Rusland, og mange måtte flygte fra Ukraine til mange lande i Europa. Lige pludselig blev en krig nærværende for mange i Danmark og ikke abstrakt som beskrevet af medier og desværre mange hadefulde danskere. Ja, ord som bekvemmelighedsflygtninge blev brugt om mange flygtninge med muslimsk baggrund, og ellers det var det jo noget, der bare sker i Afrika, Mellemøsten og andre steder. Glemt var også krigen/borgerkrigen i Jugoslavien og de ”andre krige” i Syrien, Afghanistan, Yemen og Irak med mange flere. Og helt glemt var Vietnamkrigen. Nej, fred har der ikke været siden 2. verdenskrig, selv om Mette Frederiksen næsten påstår det.

I Danmark blev de fleste flygtninge fra Ukraine modtaget godt i modsætning til mange andre flygtninge fra ikke-vestlige lande.

Her i Favrskov har vi også modtaget ret mange flygtninge, og i min hjemby, Hammel, er der ret mange. Vi ser dem i gadebilledet og butikker, og os, der arbejder i Røde Kors eller Red Barnet, møder helt konkrete mennesker, der har oplevet og oplever krigens gru. De er flygtet med deres børn og lidt gods. Men minderne forsvinder ikke og slet ikke synet af ødelagte huse, venner og familie, der må blive tilbage og allerværst familie og venner, der er blevet såret og dræbt. Vi ser børn, der fortæller om efterladte husdyr: Katte, hunde, fugle og så videre. Og som måske har medbragt en bamse eller andet kært minde. De voksne mindes livet i Ukraine: Dagligdagen, traditionerne, maden, deres sange og musik. Og de prøver at holde fast i disse traditioner, så vidt det er muligt i Danmark.

I Hammel har vi konkret åbnet kirken via særlige gudstjenester, hvor vi har mulighed for at tænde et lys, og vi har arrangeret diverse møder i Røde Kors: Ukrainecafe, julefester og andre fester med sang og ukrainsk/dansk mad, udflugter for både børn og voksne. Det samme har Red Barnet og diverse skoler. Alt sammen for at både huske tiden før krigen, skabe tryghed i hverdagen og måske for en stund glemme lidt. Mange har fået arbejde, er blevet undervist, og børnene og de voksne er blevet mere eller mindre integreret. Hvorfor kan vi ikke integrere andre flygtninge?

Som frivillig kommer vi tæt på. Vi skal hjælpe, og vi skal finde balance for flygtninge, der er sårbare, men også ønsker ægte omsorg.

Her til jul blev jeg erstatningsjulemand, da vores julemand fra sidste år blev syg. Det var sjovt. Og jeg oplevede, at børn kom til julemanden for at få et knus, blive fotograferet og ja, få en godtepose. Men det vigtigste er måske tryghed og omsorg. Et knus, et smil og lidt hjælp. Og det gælder også voksne, selv om mange danskere desværre virker følelseskolde. Vi må huske, at i modgang har vi alle brug for hinanden. Ja, for omsorg. Had skaber kun ondskab og et smil koster intet. Ja, alt for megen snak om penge. Selv i juletiden.

Status er altså: Krigen har varet i næsten to år. Hvem kæmper for freden i Ukraine, Gaza og Israel og Yemen med flere? Hvem vil hjælpe flygtninge konkret? Hvordan kan vi integrere? Og hvordan kan vi lære i en skole, der udsultes?