Vi skal fastholde og udvikle vores biblioteker og kulturhuse i Favrskov
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Bibliotekerne i Favrskov er stadig meget vigtige, selvom bibliotekernes rolle er under forandring i disse år.
Læsning af fysiske bøger og e-bøger er fortsat en måde at udvide vores kundskaber på. Desværre er lysten til at læse bøger nedadgående for børn og unge. Det betyder selvfølgelig også noget for deres færdigheder i læsning, og heraf ses desværre faldende kundskaber. Litteratur betyder noget for vores mentale sundhed og udvider også vores horisont. Bibliotekerne løser også en anden vigtig rolle, når de klarer nogle af de opgaver, som borgerservice førhen stod for.
Ny viden om borgere og deres biblioteksbrug viser, at bibliotekerne bruges mere end for ti år siden, og at over halvdelen af borgerne bruger biblioteket. Vigtigt er det at bemærke, at jo længere afstanden er til et bibliotek, jo mindre bruger vi det. Derfor er det også utroligt vigtigt, at vi politisk i Favrskov fastholder og udvikler de fire biblioteker i Hammel, Hadsten, Hinnerup og Ulstrup.
De fleste brugere ser stadig bibliotekerne som et sted for læring og et sted for opbevaring og formidling af litteratur. Vi befinder os dog i en tid, hvor bibliotekerne bevæger sig væk fra traditionelle biblioteks- og samlingsorienterede aktiviteter og hen imod nye og mere brugerorienterede aktiviteter.
Dog er det også vigtigt at pege på bibliotekernes rolle i at styrke børns læsefærdigheder og den digitale omstilling. I Favrskov arbejder biblioteker og skoler sammen om børns læsning, ligesom borgernes kendskab til for eksempel eReolen og Filmstiben er øget betragteligt de sidste år.
Kulturen og især vores biblioteker og kulturhuse har vist sig at være vigtige og kompetente, når vi taler om at skabe fællesskaber. De hjælper, hvis du er ny i byen eller bare trænger til at tage del i et fællesskab. Der er noget for alle aldre. For skal vi udvikle vores kommune og byer, så er kulturen en vigtig medspiller.
Kultur og kreativitet skaber sammenhængskraft, og også kulturhusene kan favne mange forskellige deltagelsesformer. De igangsætter og skaber rammerne for kulturelle aktiviteter for at understøtte lokale fællesskaber. Samtidig styrker de den demokratiske deltagelse ved for eksempel borgerinddragelse, og de bidrager til kulturel bevægelse.