Fortsæt til indhold

»På det symbolske plan er der noget særligt fint i, at sneen kommer lige ved indgangen til det nye år«

Debat
Lene Vera Wagner,hospitalspræst og præst i Elev Kirke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Inspirationen til denne klumme er oplagt, for den ligger lige udenfor vinduet og langt op ad det: Sne. I skrivende stund er alt dækket af et flot lag sne, og kulden bider i kinderne, når man drister sig udenfor. Måske er det helt anderledes, når bladet går i trykken, men med sneen i frisk erindring kan man nok danne sig billeder og genkalde minder. De gode fra dengang, man var barn og med fryd kastede sig ned over kælkebakken eller lagde sig i den dybe sne og lavede sneengle ved at bevæge arme og ben. Og måske er der også nogle dårlige sneminder fra det mere kedelige voksenliv, hvor sne betyder snerydningspligt på fortovet og besværligheder i trafikken.

Her vil jeg mest opholde mig ved det positive ved sneen. For eksempel er det en positiv egenskab ved sneen, at den er smuk og også får vores pillede og visne omgivelser til at se pæne ud. De mange snekrystaller svøber have og landskaber i sin glitrende kappe og skjuler efterårets forsømmelser i haven, og de golde og kedelige marker bliver pyntet op.

På det symbolske plan er der noget særligt fint i, at sneen kommer lige ved indgangen til det nye år.

På det symbolske plan er der noget særligt fint i, at sneen kommer lige ved indgangen til det nye år. I mange kulturer findes der skikke, som har til formål at vise, at et nyt år er en ny begyndelse. Helt bogstaveligt lader man det gamle år bag sig ved at rense ud i forrådskamre og gøre ekstra godt rent – fordærvet mad og gammelt skidt skal ikke med ind i det nye år, for nu starter man på en frisk. Den slags praksis er ikke længere så almindelig i vores kultur, men nu har sneen ordnet det for os. Det nye år ligger som den uberørte og hvide sne ren og ubrugt foran os.

Nogen vil måske mene, at det svarer til at feje fortiden ind under gulvtæppet og naivt glemme, at sneen smelter og fortiden rammer os i ryggen, men som nævnt vil jeg her holde mig til det positive. Vi kan vælge at udstikke en ny kurs i det nye år – ligesom når man træder en ny sti i den smukke glatte sneflade. Det er ikke kun ”urt og busk, der står i skjul” i sneen, det gør også det gamle års fejl og fadæser, og vi kan nu begynde på en frisk.

Godt nytår!