Hvor er beredskabet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I skrivende stund er Aarhus fortsat ret godt dækket med sne. Vejene er tykke lag af is, cykelstierne mange steder svære at finde og fortovene skiftevis ryddet og fortsat dækket.

Sådan har det været i snart en uge, og måske den første glæde over den smukke sne er ved at ebbe ud. Sådan er det i hvert tilfælde for mig. Eller det vil sige, at glæden stort set forsvandt allerede da sneen faldt, for jeg holder i grunden så utrolig lidt af sne. Jeg kan godt se, at det er smukt – i hvert tilfælde indtil det smelter gråt – og jeg kan også i høj grad se, at både børn og voksne kan glæde sig over at boltre sig i sneen. Sådan har jeg det bare ikke. Jeg ser kun kulde, besvær og våde sko, og jeg skal virkelig tage mig sammen for at gå en tur ud med børnene for at kælke. »Jamen vil I da ikke hellere se lidt fjernsyn herinde i varmen end ud og lege,« kan jeg næsten høre mig selv spørge, før jeg så alligevel bider det i mig og ifører mig alt for tykt tøj, så jeg dårligt kan bevæge mig.

Men ét er mine personlige irritationer over sne i alle former. Noget langt mere interessant er det at se, hvordan vi som folk reagerer på alt det uforudsete, som sneen bringer med sig. Ingen tvivl om at det har været særligt slemt denne gang, men det er også rigtig meget, det kan få lov til at fylde. Alle netaviserne er fyldt med historier og overskrifter som ”Bente fik et stort chok”, og så med teksten farlig farlig farlig kørende i konstant bånd over artiklen. Og det handler såmænd blot om, at Bente blev overrasket af det glatte vejr og faldt. Og det er naturligvis træls for Bente – og alle andre – der falder, men dog lige knap noget, der kan bære nærmest breaking news. Eller alle de historier om, hvordan folk fortsat har svært ved at komme frem, fordi vejene er glatte. Og ja, det er også både træls og forstyrrende, men er det nu også så væsentligt, at journalisterne skal kaste sig over det?

Og det bliver særlig interessant, når man så ser, at der kommer flere og flere historier, hvor handlingsklare politikere er klar til at vise deres værd. Nu skal ansvaret nemlig placeres. Hvem har ansvaret for det kaos, som vejret bringer med sig? Hvem burde have sørget for, at vejene var ryddet, skraldespandene tomme, busserne køreklare og alt klar-parat-start?

Men måske skal vi bare lære at acceptere, at vi ikke kan styre og kontrollere alt. At vi ikke kan have et beredskab stående, der er klar til at fjerne alt besvær og forstyrrelser, før vi opdager dem. Naturligvis kan vi forberede os, tænke os om og også have forventninger om, at nogle tager sig af forskellige dele i vores samfund – det er trods alt sådan tingene hænger sammen. Men helt overordnet bliver vi nødt til at leve med, at der også i vores velordnede system er en lang række ting, der ikke kan kontrolleres af vores egne evner og vilje. Ja rent faktisk lader det vigtigste i livet sig ikke kontrollere. Kærlighed, tro, håb for blot at nævne nogle af tingene. Og vi begrænser livet, hvis vi hele tiden leder efter, hvordan vi også kan kontrollere det. Vi må i stedet for kaste os ud i det i tillid til, at det hele nok skal gå. At tingene ikke går helt galt, selv om det f.eks. i en uges tid er vendt op og ned på vores vaner. At nogle gange er tingene bare bøvlede, besværlige og ikke som vi havde forventet. Vi vil så gerne kontrollere alt, men der er så meget, vi alligevel ikke kan kontrollere – uanset hvor meget vi forsøger. Det har den sidste uges sne og is i gaderne i Aarhus mindet mig om, og det er meget mere værd end besværet, det har ført med sig.