Prøv noget nyt i år – tag de stumpende bukser på

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Et nyt år, et helt nyt år, ligger foran os, og med en kedelig tilbagegribende til fortiden vil jeg begynde med at foreslå noget nyt, som egentligt er gammelt – meget gammelt.

Lad mig begynde et sted langt herfra, nemlig i Prag, midt i vinterens mørkeste stund 18. december. Der mødes mange tjekker hvert år på gaden for at mindes deres afdøde præsident Vaclav Havel, som døde netop 18/12 i 2011. De bærer lys, men mange af dem, der kommer til optoget, bærer også bukser, der enten stumper helt af sig selv eller som er smøget op, så det ligner, at de stumper. Dette kiksede syn minder tjekkerne om Vaclav Havels allerførste besøg i USA som præsident, hvor den tidligere skuespilforfatter fik sin debut på de bonede gulve i tøj, som hørte hjemme langt fra de fine saloner. Tjekkerne elsker og hylder Havel, netop fordi han var så meget mere end bare kikset. Han var menneskelig.

Dette, et folks kærlige blik på deres præsident, minder om Jesu blik på os mennesker, uanset om det er vores skjorte, vores bukser eller vores kærlighed til hinanden, der stumper, så er vi elskede og velkomne. Gang på gang fortælles det i evangelierne, at Jesus netop ikke afviser dem, der ikke helt følger normen; den lille tolder Zakæus, kvinden, der blev grebet i at være sin mand utro, ja, selv disciplen Peter, der hele tre gange løj om at kende Jesus, blev rummet og elsket.

Nu er det vel nok meget at forlange af os på sådan en januardag, at vi skal være mere som Jesus, for der kommer vi til kort, men så lad os prøve med tjekkerne, lad os være mere som dem. Ikke fordi de kan drikke 150 liter øl om året mod vores 90, men ved at se bag om de stumpende bukser, vi finder både på os selv og hinanden, og så se på det, der virkeligt tæller.

Vi kan begynde i det små, fortælle på Facebook og Instagram om det, der IKKE lykkedes for os, vi kan fortælle om det CV over fejlslagne greb og livsvalg, som vi alle sammen gemmer nederst i bevidstheden. Vi kan vise de unge, der presses af perfekthedskulturen, at intet menneskebarn er perfekt, men at vi alle er elskede alligevel.

Vi kan bestræbe os på at lære hinanden og os selv om den afgrundsdybe forskel, der er på at være anerkendt og på at være kendt. I forhold til Gud har det ingen betydning, om man har nul venner på Facebook eller 1 million følgere på TikTok. Det er nemlig sådan, som det lakonisk stod på grave med faldne fra verdenskrigene og i dag på mange fællesgrave: At selvom du er ukendt af mennesker, så er du kendt af Gud. Og Gud ser altid på dig med kærlighedens blik, Gud ser på dig og ser et menneske med værdi og betydning. Det kan være svært for os at forstå, men det er budskabet i evangelierne. Altid allerede elsket, som Peter Bastian udtrykte det.

Fordelen ved at se på hinanden med kærlighedens øjne er også, at vi så ikke er helt så hurtige til at dømme hinanden, som vi ellers kan have tendens til. Vi husker netop fortællingen om den utro kvinde, der føres til Jesus for at han skal dømme hende, men i stedet for at fordømme hende, opfordrer han de mænd, der forfølger hende, til at stene hende – hvis de altså vel at mærke selv føler sig uden skyld. Så falder stenene ud af deres hænder i takt med at maskerne falder.

Så lad os i overført forstand tage de for korte bukser på og se på vores næste, og os selv med et nyt blik, tilgivelsens og rummelighedens blik, for så er der håb for, at også 2024 bliver et godt nyt år, uanset hvor meget dine og mine bukser stumper i både den ene og anden forstand.