Hvid januar

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

”Hvid Januar” er blevet et udbredt fænomen. I år dog ikke kun som den afholdenhed, mange efter Sundhedsstyrelsens anbefaling udviser i årets første måned, men også fordi der har været masser af sne. I Østjylland har vi alle haft en hvid januar.

Det har været forbundet med bøvl og afsavn, når man skulle ud på de glatte veje, eller har måttet aflyse aftaler, fordi bussen ikke kørte. Men også med glæde. For der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget: Træerne har stået så smukt med deres hvide grene, sneen har lysnet de ellers mørke januardage, og andre har sikkert ligesom undertegnede nydt at slippe det indre legebarn løs i snemasserne sammen med børn eller børnebørn.

Om samme begejstring skal komme til at gælde den anden slags ”Hvid Januar”, som jeg har indlagt mig selv til i år, skal tiden vise. Da jeg traf beslutningen, var jeg stålsat. Det skulle nemlig være sundt at holde ”Hvid Januar”, og det giver energi. Og både sundhed og energi kunne jeg godt bruge efter en jul, hvor vi levede af fed and og rødvin, toppet med endnu en rest ris a la mande, i dagevis.

Lutter gode sager, som jeg sætter stor pris på, men som ikke indebærer helt den samme fryd, når det bare bliver ved og ved, alt imens man begynder at føle sig mere og mere sløv og klar til at gå i vinterhi. Så beslutningen om at leve lidt sundere i årets første måned føltes rigtig: pr. 1. januar og mindst en måned frem skulle det være slut med alkohol OG kød og søde sager!

For jeg gav den lige et hak ekstra og besluttede at holde ”Kridhvid Januar”. Eller faste, om man vil, selvom fasten i kirken begynder efter fastelavn og varer til påske.

I skrivende stund er jeg cirka halvvejs gennem januar og har erkendt, at jeg næppe kommer til at holde mit forsæt helt til påske. Et par nytårskure og runde fødselsdage samt en generel lækkermundethed vil nok lokke mig på afveje. Det er muligvis et svaghedstegn og udtryk for, at »Ånden er rede, men kødet skrøbeligt,« som der står et sted i Det nye Testamente.

Men man kunne også kalde det realisme, og med det overveje, om det i virkeligheden ikke kunne være lige så godt at fordele ”Kridhvid Januar” ud over hele året? Ikke kun fordi man bedre kan smage lækkerierne, hvis man ikke får dem hver dag, men også hvis man tænker på, hvad målet er.

Sundhedsstyrelsen skriver, at ”Hvid Januar” er en god måde at bryde sine alkoholvaner på samt vise, at det er helt acceptabelt ikke at drikke alkohol, og at det giver energi. Jeg vil mene, at det derudover også giver overskud til at have andre opmærksomhedspunkter. Altså præcis det samme, som er målet med en faste, hvor man udelader noget for at få plads til noget andet. Nemlig nærvær, klarhed i hovedet og overskud til at tænke tanker – for eksempel om trosmæssige og eksistentielle ting. Altså blik for andet end det, man kan fylde sin krop og mave med. Blik for det, der mætter sjæle og hjerter.

Det er vigtigt at have det blik. Ikke kun en måned om året, men altid. For det hjælper os til ikke blot at se det, der fylder hverdagen og vores maver, eller alt det, der er besværligt og bøvlet, men løfte blikket og se det, der er godt. Glædes ved det, vi kan være sammen om, og det, der gør livet smukt og stort. Og dermed måske også huske, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget! Det kunne være en ordentlig omgang sne i januar. Eller det kunne være så meget andet.