Til ihukommelse af mig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi kender vist alle det, at noget sidder bedre fast i hukommelsen end andet.

Sådan et minde har jeg om et par lidt ubehjælpeligt syede ballonbukser fra folkeskoletiden.

Jeg var ikke særlig god til at sy. Ofte lidt utålmodig og de der rent faktisk kan sy på maskine – ved at det hævner sig.

Alene det at tråde maskinen korrekt kunne sætte mig alvorligt på prøve. At fiske den lille metaldims ud og putte en undertrådsspole deri. Dreje rundt på håndtaget og håbe på, at nålen mirakuløst ville fange den dernede i maskinen et sted, uden at gå i ”båndsalat”, var en pine - så da jeg langt om længe stod med et par færdige bukser i hænderne, var jeg stolt.

Jeg kan stadig huske teksturen mellem fingrene og fornemmelserne af det lille elastikbånd ved anklerne. Det blev mine yndlingsbukser lige indtil jeg, med stor ærgrelse, ikke kunne passe dem længere.

De minder der står stærkest frem for os, er ofte dem som har berørt os følelsesmæssigt og sanseligt.

I kirken kan det komme til udtryk i lykkelige arme der bærer. Vådt vand der risler. Trippende fødder i sneakers på lange lige rækker. Gåsehud på bare arme. Et solidt greb under fars arm på vej op ad et kirkegulv. Kroppe der knæler, smager og dufter. Men også tunge fødder der vakler. Et fast tag i en hank på en kiste.

Også i kirken husker vi nemlig med kroppen, med sanserne, med følelserne, præcis ligesom disciplene gjorde for så mange generationer siden, da de smagte brødet og duftede vinen for allerførste gang. ”Dette er mit legeme, spis det”. ”Dette er mit blod, drik det”.

Og de drak og de spiste. Og da de dagene efter Jesu korsfæstelse havde glemt alt, fordi alting var slået så brutalt i stykker, genfandt de mindet da Jesus igen samlede dem i den selvsamme situation. Lod dem dufte brødet, smage vinen. Lod dem høre ordene igen. Da huskede de og forstod.

Og selvom vi ikke på samme måde kan drage mindet frem fra vores eget erindringskatalog, så har det alligevel levet stærkt imellem os gennem tid og rum lige siden.

Nadverens betydning rækkes videre fra generation til generation, så vi også i dag gennem ord, handling, smag, fornemmelse, stemning og musik kan tage det til os og gøre det til vores eget.