Fortsæt til indhold

Har klimaet råd til at vente?

Debat
Steffen ThorsenBrdr. Thorsen Biogas I/S

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Den 28. februar skal byrådet i Syddjurs Kommune beslutte, om der gives tilladelse til at opføre et nyt, moderne biogasanlæg ved Hovedvej 16. Mange har blandet sig i debatten og givet udtryk for, at de er positive over for biogas, men at anlægget blot skal ligge et andet sted. En velkendt tilgang til etablering af vedvarende energi landet over, som desværre er en af årsagerne til, at den grønne omstilling går alt for langsom.

Men vil gæsterne i Djurs Sommerland ikke bemærke lugt af biogas? Det korte svar er nej.

Projektet burde ellers være mere end oplagt. Anlægget skal årligt omdanne 800.000 tons lokal biomasse til biogas og grøn, lugtfri gødning, hvilket indebærer en klimagevinst på 136.000 tons CO2 om året. Det er så meget, at det er et faktum, at uden biogas når Syddjurs slet ikke sine klimamål.

Placeringen af et biogasanlæg på Djursland er ikke en ny diskussion. For 12 år siden screenede COWI for 10 forskellige placeringer, og NIRAS yderligere for en håndfuld i 2023. Resultatet er, at anlægget ligger bedst på den foreslåede placering. Det er tæt på hovedvejen, hvor trafikken kan afvikles, og det ligger med mindst mulig transport i forhold til biomasseleverandørerne. Samtidig er der rige muligheder for sektorkoblinger med grøn varmeforsyning og strøm fra solceller - muligheder, som vi ikke finder andre steder.

Men vil gæsterne i Djurs Sommerland ikke bemærke lugt af biogas? Det korte svar er nej. Vi har drevet biogasanlæg i 23 år på Østenfjeldvej uden en eneste klage - det kan de nærmeste naboer bevidne. Dette anlæg ligger væsentligt tættere på Djurs Sommerland og er slet ikke et moderne anlæg som det ansøgte, der anvender de mest moderne lugtrensningsteknologier. Det nye anlæg vil holde sig langt under myndighedernes grænseværdier. Der er 1,2 kilometer fra anlægget til Djurs Sommerland, og jeg tør godt lægge hovedet på blokken: Gæsterne kommer ikke til at mærke lugt fra det nye anlæg.

Til trods for, at der faktuelt ikke er noget, der sagligt kan begrunde et nej til anlægget, fortsætter debatten om en alternativ placering. Vi kan godt lege med tanken om, at der kan findes en anden placering, hvor der ingen protester er. Men hvem tror på det? Vi ser udfordringer alle steder i landet ved sådanne projekter. Resultatet af endnu en diskussion af placeringen er, at anlægget i værste fald ikke bliver til noget. I bedste fald bliver det væsentligt forsinket. Imens skal 97 landmænd på Djursland, der står klar til levere, vente endnu længere på en håndsrækning til den svære grønne omstilling af erhvervet. En håndsrækning man har ventet på i 20 år.

Processen med screening af forskellige placeringer har i forvejen forsinket projektet. For hvert år biogasanlægget forsinkes yderligere, belastes atmosfæren af 136.000 tons unødvendig CO2, svarende til den årlige udledning fra Danmarks 6. største industrielle CO2-udleder, byggematerialeproducenten Saint-Gobain. Har klimaet virkelig råd til at vente på det? For det er ikke et spørgsmål om ”enten eller…” – det er en unik mulighed for ”både og…”»