Fortsæt til indhold

Nu forstærkes Veteranindsatsen i Skanderborg Kommune

Debat
Martin Frausing PoulsenByrådsmedlem for Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den 13. december 2023 gennemførte Økonomi- og Erhvervsudvalget i Skanderborg Kommune den årlige politikkontrol på Veteranpolitikken.

Kommunaldirektør Lars Clement foranledigede, at byrådet efterfølgende fik en orienteringsskrivelse, i hvilken det blev tydeliggjort, hvad de afsatte midler vedrørende kommunens veterankoordinatorfunktion gik til.

Veterankoordinatorfunktionen består dels af en veterankoordinator, som er den udadvendte og borgerrettede del af funktionen, og dels en mere administrativ del, der blandt andet sikrer vidensdeling i organisationen, arrangerer workshops, udarbejder politikkontroller med videre i et tæt samspil med veterankoordinatoren.

Jeg er løbende i kontakt med Forsvarsministeriet, blandt andet for at sikre kontinuerlig fokus på Veteranindsatsen, men også for at sikre, at Skanderborg Kommune er på rette vej i forhold til, med tiden, at blive Årets Veterankommune. Sidst, jeg hørte fra Forsvarsministeriet, var den 18. januar 2024.

I den sidste korrespondance står blandt andet, citat:

»Veterancentret vil meget gerne drøfte mulighederne for, hvorledes Skanderborg Kommunes veteranindsats kan styrkes yderligere. Veterancentret har bl.a. forslag til, hvordan der kan etableres kontakt til endnu flere af kommunens veteraner og pårørende gennem intern og ekstern synlighed, så flere veteraner og deres familier ved, at kommunen har en veterankoordinator, de kan søge hjælp hos.«

På byrådsmødet den 31. januar 2024 fulgte et enigt byråd min indstilling, om at Skanderborg Kommunes Veterankoordinator skal gå i dialog med Veterancentret. Det glæder mig, at byrådet fortsat støtter op om Veteranindsatsen.

For veteraner og andre interesserede er det værd at kikke på internettet: Veterankortet.dk, der linker til en ikke-politisk, nonprofit organisation. Organisationen samarbejder med andre veteranorganisationer, der alle hjælper veteraner rundt omkring i Danmark.