Vi glæder os til, at vi bliver tre gange så mange i vores landsby
De nye grundvurderinger har åbnet mulighederne for at udvide Voldby til en centerby, og på sigt er der mulighed for at ekspandere til hovedby og true Hammels position. Sådan lyder det fra to beboere i dette satiriske bud på Voldbys fremtid.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Med de nye grundvurderinger fik Voldbys beboere i første omgang en stor og uvelkommen overraskelse, men efter at have fordøjet tallene og på et borgermøde fået talt om mulighederne, er vi i landsbyen gået sammen om at vende udviklingen til noget positivt.
Når vi nu alligevel får en væsentligt forøget grundskyld, kan vi lige så godt gribe muligheden.
Christine og familie får for eksempel mulighed for at udstykke deres villagrund til fem rækkehuse. De regner dog med at beholde deres eget hus, som de har bygget en del til på, og nøjes med tre udstykninger. På den måde bliver de selvfølgelig nødt til at fælde nogle af de træer, de har plantet, og der bliver nok lidt vådt i haverne for de nye ejere, men hvis det er det, staten vil, er de da med på den. Det er også altid hyggeligt med nye naboer.
Med alle de nye huse, der vil blive bygget i Voldby i den kommende tid, stiger indbyggertallet drastisk. Umiddelbart forventes der en tredobling, så Voldby går fra at være den 13. største by i Favrskov til at konkurrere med Thorsø om pladsen som sjettestørst.
Vi forventer selvfølgelig, at kommunen i høj grad retter sine kommende investeringer vores vej. Med så mange nye beboere bliver der et stort behov for en børnehave i byen, og måske vi omsider får muligheden for at få vores skole tilbage? Vi har selvfølgelig allerede kommunens største cykelhandel med BK Cykler samt landets største udvalg af øl i Voldby Købmandsgård, men en rigtig dagligvarehandel vil være oplagt, og sandsynligvis vil der også blive basis for en sundhedsklinik her.
Med den størrelse boliger, som disse rækkehuse vil være, ser Voldby frem til en tilvækst af især unge familier, enlige og pensionister, og disse familietyper stiller helt særlige krav til deres omgivelser. Vi glæder os til alle de nye muligheder.
Bussen mellem Randers og Silkeborg vil selvfølgelig også se fordelene ved at lægge et nyt stop ind her, og den legeplads, vi har ønsket os i mange år, må absolut være på vej.
Det kommer selvfølgelig til at trække kræfter fra kommunens tekniske forvaltning med alle de nye byggetilladelser og byggemodninger med videre, men landsbyen forventer fuld opbakning, eftersom det tilsyneladende er et ønske fra statens side, man efterkommer.
Der skal nok arbejdes på at udvide kloaknetværket, og spekulationerne går også på, om det bliver nødvendigt med en ny og større fjernvarmeledning? Alt det er selvfølgelig noget, som Favrskov Kommune må tage sige af, men derfor spekuleres der jo alligevel rundt omkring.
Noget andet og mere alvorligt er, at det vil gå ud over landsbyens særkende, når de gamle gårde skal rives ned for at give plads til nye rækkehuse, men som alle ved, kan man ikke nødvendigvis tage hensyn til det gamle, hvis der skal udvikling til.
Retfærdigvis må det siges, det er med stor vemod, at en bindingsværksgård må rives ned i fremskridtets navn, og bæredygtighedsmæssigt tæller det ikke positivt i CO2-regnskabet. Desværre ser der ikke ud til at være andre løsninger, for mulighederne har vist sig uhyre begrænsede for ejerne af den gamle, fine og velholdte gård.
Til gengæld vil der skulle laves forundersøgelser, hvis udstykningerne kommer over 5.000 kvadratmeter, eller hvis der er sandsynlighed for at der kan gøres arkæologiske fund. Så i Voldby glæder vi os til at lære mere om byens fortid og til at se, om man også dengang boede så tæt, som vi kommer til at gøre i fremtiden.