Konfirmationskuller

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Det var større, end vi sådan lige havde regnet med,« sagde en mor til mig den anden dag om konfirmationen af deres søn for et par år siden. Kirken, festen – vist bare dagen i det hele taget. »Det var større, end vi sådan lige havde regnet med.«

Og nu tænker I måske: Det var godt nok lidt tidligt at skrive en klumme om konfirmation. Det er jo ikke engang forår endnu. Men dér tager I fejl – ikke om foråret desværre, men om relevansen af en konfirmationsklumme. For jeg har fået insiderviden. Min ældste datter skal konfirmeres i år, og nu giver det pludselig mening, hvorfor alle konfirmandforældre skriver og spørger til antal gæster i kirken, selvom vi måske kun lige er trådt ind i februar. Det er jo, fordi invitationerne skal ud.

Det kunne jeg nok have sagt mig selv, men så langt var jeg åbenbart ikke lige nået. Det er jeg nu, og planlægningen er i fuld gang. Eller den er i hvert fald påbegyndt. Langt er vi bestemt ikke – invitationerne er først lige bestilt, men vi satser på, at folk har sat kryds (hvis vi da har husket at sige det til alle).

Jeg er ikke vant til at planlægge fester – slet ikke faktisk – og midt i både bekymringerne om vi nu husker det hele, og forsøget på også at nyde selve planlægningsfasen, så var denne mors kommentar lige den opmuntring eller måske nærmere trøst, der skulle til: »Det var større, end vi sådan lige havde regnet med«.

For meget kan vi regne os frem til – i hvert fald sådan cirka. Hvor meget vin skal der til, og øl og sodavand? Hvordan placerer vi gæsterne bedst, så det bliver så hyggeligt som muligt? Og tidsplanen, hvordan mon den skal se ud? Hvornår er vi klar til det store dessert-kagebord? Og hvor meget skal vi egentlig have bagt til det?

Men oven i alt det, kommer så det vigtigste: Den fælles fejring. I kirken såvel som til festen bagefter. Konfirmandernes, ja disse kære unge menneskers liv, sættes ind i en større sammenhæng – ja måske endda den største – og på sådan en dag får de at se og mærke, hvor mange mennesker og hvor store kræfter, der egentlig bærer med på deres liv.

Jeg bliver så rørt den dag. Det er jeg sikker på. Også selv om vi måske er lidt sent ude med de invitationer, og måske ikke kommer helt i mål med alt det praktiske. Fred være med det. Det bliver større, end vi sådan lige regner med.