Debat: Har Aarhus Byråd gjort sig fortjent til tillid?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Et levende demokrati bygger på debat, på dialog, på tillid. Det bygger på, at borgerne engagerer sig, og at de oplever at politikerne hører og svarer. Både hører borgerne og hinanden.

Aarhusianske politikere bekender sig ivrigt til demokratiet, og det skorter ikke på demokrati- og tillidsfremmende tiltag.

Teknisk rådmand Nicolaj Bang (K) har fået sig et helt sekretariat for borgerinddragelse, og socialrådmanden Anders Winnerskjold (S) har iværksat ”en række tiltag for at genopbygge tilliden på BPA-området” (handicaphjælper-området).

Rådmanden har også sendt sine medarbejdere på læringsforløb i ”Bedre retssikkerhed og tillid på handicapområdet”.

Så hvordan står det til med det kommunale demokrati i Aarhus? Hvordan står det til med tilliden?

»Byrådsmøder i Aarhus er, undskyld udtrykket, dødssyge,« skrev Århus Stiftstidende i juli 2023, og den opfattelse deles ifølge skribenten af borgmester og byrødder.

Men aarhusianere, der engagerer sig, afgiver høringssvar, søger foretræde for udvalg og meget mere – oplever, at byrødderne ikke svarer borgerne. At høringssvar i plansager og havneudvidelsesagen i alt væsentligt mødes med tavshed af de bestemmende politikere. At byrødderne læser egne taler op – og ikke svarer hinanden.

Politikeres og embedsmænds reelle beslutninger træffes i lukkede rum, uden borgeres og journalisters indbliksmulighed – og får en formel bekræftelse i byrådet.

Aftalen om udsatte boligområder blev indgået i en lukket ”forligskreds” 23. januar 2024 med borgmesteren i spidsen - uden forudgående offentlighed. I aftalen står, at beboerne skal »udleve deres medborgerskab og udøve indflydelse på den demokratiske proces«.

Men forligspartierne har ikke bedt beboerne om det. De er ikke tiltænkt indflydelse.

Bekendelsen til det deltagende demokrati klinger efterhånden hult, tomt.

Det er i øvrigt en aftale, hvor forligspartierne med ringeagt beklikker beboere i de ”udsatte boligområder” med ret mange negative betegnelser. Særligt socialrådmanden er ude med den brede pensel om ”kriminelle dynastier”. Som om tvangsflytning og nedrivning skulle være et middel mod kriminalitet. Men - læs selv aftalen på Aarhus Kommunes hjemmeside.

Aarhus Byråd har med budgettet 2024 besluttet at skære ned på velfærdsydelserne. At udsætte klimaindsatserne. Men man har ikke fremlagt de konkrete nedskæringer til debat, før det blev vedtaget at skære. Hvorfor ikke?

Nok fordi erfaringen er, at dengang man fremlagde nedskæringskatalog forud for beslutningen, blev eksempelvis sosu-minut-beskæringerne tydelige, og så protesterede aarhusianerne. De prøvede at øve indflydelse på ”den demokratiske” beslutningsproces.

Så - budgetpartierne bestemte i 2023 at lade rådmænd og embedsmænd udforme de konkrete velfærdsbeskæringer i – ja netop - lukkede rum, efter byrådets overordnede nedskæringsbeslutning.

Socialrådmanden erkender, at han anser det som et problem, at borgere ikke har tillid til forvaltningen. Han har dog ikke søgt forklaring på manglen på tillid. Jeg har et bud på en forklaring.

I øjeblikket er der en del opmærksomhed omkring nedskæringerne på hjælp til borgere med handicap i Aarhus. Også fordi rådmand og embedsmænd gennemfører retsstridige forringelser for enkelt-borgere. Med eller uden forudgående høring af borgerne eller deres pårørende.

Aviser har sat fokus på problemet ”systemangst” eller ”kommuneangst”. Det problem, at borgere og deres pårørende ikke tør åbne breve eller mails i e-boks fra kommunen. De frygter, at budskabet er forringelse af deres livsgrundlag. Frygten er ikke sjældent velbegrundet. Deraf mistilliden.

Hvem har ansvaret for, at aarhusianere – både de høringssvar-givende aktive, og de nedskæringstruede eller -ramte – ikke har tillid til, at byrøddernes ord om demokrati og trivsel er ærligt ment? Svaret er selvfølgelig: byråd og især borgmester.

Der er mindst tre del-forklaringer.

Den ene: Borgmesterens tilrettelæggelse af byrådsmøderne som beslutnings-maskiner: ultra-kort taletid og derfor ingen debat. Oplæsning og ingen svar.

Den anden: Borgmesterens styring ved hjælp af tavshedsfremmende forlig i lukkede forligskredse. Thi – et parti, som vover at kritisere aspekter af et indgået forlig, får jo en omgang med ”utroværdig-forligspartner”-pisken. Et eksempel: da Venstres Gert Bjerregaard vovede at kritisere forliget om privatisering af villaveje, fik han med pisken – hvorefter Gert Bjerregaard blev meget tavs.

Den tredje: Byrådets tavse opbakning til et stigende antal retsstridige sociale nedskæringer, og såmænd også de ikke helt så retsstridige nedskæringer. Har du nogensinde hørt et byrådsmedlemn sige: ”Ja, jeg tager ansvaret for besparelser på snerydning og hjemmehjælpsminuttal”? Nej vel? Senest har vi set tre byrådsmedlemmer træde ud af “styregruppen” for nedlæggelse af folkesteder – de vil ikke være dem, der konkret skriver, hvor der skal skæres!

Byrådet har vedtaget kvalitetsstandard for ældreområdet og handicappolitik med selvbestemmelse som mål. Men brugerne oplever, at opfølgningsmøder handler om at fjerne mest mulig hjælp – ikke om at kommunen vil gøre livet bedre eller dagligdagen lettere for borgeren. Hensigtserklæringerne om ”tillid , “bedre liv” og “Aarhus, en god by for alle” opleves af brugerne og deres pårørende som hule, tomme.

Byrådet siger ikke: gør vi det GODT NOK for børn og ældre og handicappede og buspassagerer? Næh, det lyder: Ankestyrelsen har jo sagt, at nedskæringen ikke var direkte ulovlig.

Løsninger?

Havneudvidelsesforligspartierne vil næppe gå i realitetsdrøftelse med indsigerne om de påviste fejl og mangler i beslutningsgrundlaget. Det ville jo afsløre mangel på indsigt. Så her er ingen løsning.

Forligskreds-teknikken er borgmesterens vigtigste magtmiddel. De små lunser gives jo i forligskredse og ikke til dem, der ikke er med. Det styringsredskab vil han næppe opgive.

Mindre ”røvsyge byrådsmøder”? Byrådet holder tema-møder, hvor byrødder kan gå i dybden med problemer og alternative løsninger, og hvor alt ikke er aftalt i forvejen. Men møderne er lukkede. Og de passer ikke ind i statskundskabs-effektiv-beslutnings-mekanisme- modellen.

Har Aarhus Byråd gjort sig fortjent til tillid?