Religion igen, igen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For ikke forfærdelig mange år siden troede vi, at religionens tid var forbi. Et sikkert tegn var tilsyneladende, at sproget i kirkerne var uforståeligt, kulten utilgængelig og ingen forestillinger om hellighed kunne næres ved noget. Selve ordet ’Gud’ var problematisk. Kirkerne ville forandres til kulturhuse, skolen og kunstmuseerne ville stå for resten. Religionens fremtid var hjemløshed.

Sådan er det ikke gået. Religion er ikke forsvundet, og kristendommens anseelse synes at vokse. Det er der en række grunde til. Lad mig nøjes med at nævne to.

For det første at individualiseringen er stødt på en grænse. Den opfattelse, at det enkelte individ til enhver tid er omdrejningspunktet for alting har ført til fænomener som for eksempel selvoptimering, at man altid kan blive bedre en bedre udgave af sig selv, at man kan beslutte sig for, hvem man vil være, mand eller kvinde, at man skaber sin egen identitet.

Det har igen før til en kolossal overanstrengelse af individet, fordi man hele tiden skal beslutte sig for, hvem man vil være, og endda at man også selv skal definere den sammenhæng, man indgår i. Der er ingen ydre holdepunkter, ingen vertikal akse at læne skulderen op ad.

Den anden grund er, at mennesket lider af evighedslængsel. Det betyder, at vores lidenskab kun kortvarigt kan stilles. Har vi opnået, hvad vi har efterstræbt, en guldmedalje, at bygge et hus på toppen af bjerget, at lande på Mars, er det ikke nok.

Vi må videre i det uendelige. Vi kender det som rastløshed og på samfundsniveau, at det ene projekt må afløse det næste; ikke fordi vi skal overleve økonomisk, men fordi vi ikke kan lade være.

Denne rastløse længsel finder aldrig hvile i udførelsen af vore egne aktiviteter. Den kan kun finde hvile i Gud, har vi genopdaget. Det er der gjort mange erfaringer med i Europas historie, som har fundet mange prægnante udtryk. Dem kan vi nu høre igen, og vi har lagt øret til.

Vi føres da føres da mod religionen, fordi den til alle tider er kulturens hovedhjørnesten. Der findes intet samfund uden religion eller religionserstatning. Spørgsmålet er derfor blot hvilken religion? Det spørgsmål må vi så hjælpe hinanden med at svare på.