»Hvorfor lyder der ikke et ramaskrig over at kirker og kirkelige hospitaler bombes«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Et menneske kan føle sig som vinterjord - gennemkold, gennemvædet, klam, tung vinterjord. Jeg ved det, for jeg kender det. Og man tænker ved sig selv: Her kan ingenting vist gro.
For tiden føler jeg en hel del lammelse over verdens tilstand! Lammelse over børn, der dræbes, forældre, der sørger, mennesker der sulter. Og hvad kan vi gøre?
Lammelse over krigen i Gaza. Tør vi sige noget? Og hvad kan vi sige, uden at det bliver politisk, og vi dermed har valgt side – for den ene part – på bekostning af, at den anden part også har ret til fred og frihed?
Lammelse over, at kirkerne i Palæstina råber et nødråb, og spørger, om kirkerne i Europa egentlig stadig er i et kirkefællesskab med dem, når vi nu er helt passive. Hvorfor lyder der ikke et rama-skrig over, at kirker og kirkelige hospitaler bombes, et ramaskrig over, at der har været kirker og kristne i Palæstina i 2.000 år, men snart er de der måske ikke mere. Og bare et ramaskrig over, at så mange lider og dør.
Vores dansk-palæstinensiske venner her i Gellerup er også skuffede over vores tavshed som kirke. De siger: Vi troede, at vi var venner. Men venner har da omsorg for hinanden. Venner rækker ud, når der sker noget alvorligt i den andens liv. Og vi følt os handlingslammede og ikke vidst, hvad vi skulle sige eller gøre.
Forrige uge havde vi indbudt nogle af vores palæstinensiske venner til en lytterunde. Der bor ca. 4000 mennesker med dansk-palæstinensiske rødder i Aarhus Vest – altså hvis vi tæller 1. og 2. generations flygtninge og indvandrere. Hvis vi tæller 3. generation med, må tallet være langt højere.
Vi lyttede til vidt forskellige stemmer. Følelsesladede stemmer. Sårbare. En var mest i sine følelsers vold. En fortalte sårbart om at komme i tvivl om alt – egen identitet og tilhørsforhold til Danmark, troen på demokrati og ytringsfrihed, som han har hyldet hele sit liv - men betyder de værdier egentlig noget, hvis de kun gælder for nogen? Er palæstinensiske liv i Gaza lige så meget værd som alle mulige andre liv?
De fortalte om stædigt at ville arbejde for at være gode forbilleder for de unge. Styrke de unges demokratiske stemme og deres tilhørsforhold til Danmark. De fortalte om stædigt at ville fastholde håbet.
Vi i kirken ønskede i første omgang bare at lytte: Og spørge os selv: Hvad hører vi? Hvad gør de stemmer ved os?
Det var en klagesang, vi hørte. Og som én konstaterede efterfølgende: Der er rigtig meget som skal siges, som skal ud, som skal lyttes til, inden vi kan nå frem til en samtale.
I et berømt citat af Benny Andersen hedder det: »En klagesang er til for at høres, ikke en stil, der skal rettes i«. Jeg tror, at vi skal lytte i lang tid endnu. For at holde fast i hinanden. For at vise omsorg og medfølelse.
Kom der noget ud af det? Nej, ikke sådan noget konkret. Men det gjorde noget ved os. For os der lyttede, var det lidt som at få en mavepuster. Jeg havde simpelthen ondt i maven og et alt for kort åndedræt over at høre, hvordan de har det. Hvor påvirkede de er. Og de fortalte os, hvor vigtigt det er, at vi var sammen, og at vi ville lytte.
Så skete der noget? Ja! Der skete en hel masse i vores indre hver især, og i vores relationer. Gør det en forskel? Det håber jeg. River det os ud af handlingslammelsen? Det ved jeg ikke. Men faktisk kan vi være omsorgsfulde mennesker sammen. Og jeg håber, der er sået små frø, som måske endda kan slå rødder i kold og klam vinterjord.