Lad os mødes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Hej Farmor!«

»Hvem er du?«

»Jeg er dit barnebarn Line.«

»Hvem?«

»Jeg er Dennys’ datter.«

»Jamen, så er vi jo i familie!«

»Ja, jeg er dit barnebarn. Jeg er kommet for at besøge dig.«

Sådan lød det, da jeg besøgte min farmor den sidste gang. Hun var flyttet på plejehjem.

Et par minutter efter at ovennævnte ordveksling havde fundet sted, begyndte det forfra. Farmors blik fik et strejf af utryghed, og hun spurgte igen: »hvem er du?«. Endnu engang måtte jeg, ved at nævne min fars navn, lave en sprække i hendes hukommelse, så hun kunne konkludere, at vi var i familie med hinanden.

Da det havde gentaget sig nogle gange, pressede tårerne sig på i mine øjne, og jeg var tæt på at liste af. I stedet fandt jeg et billedalbum frem fra hendes reol.

Der var billeder fra hverdag og fest. Farmor med kulsort hår og tunge guldørehængere, omgivet af søskende, venner, mand, børn og børnebørn. Alle genkendte hun og kunne fortælle om.

Der var adskillige billeder af farmor ved symaskinen - en Singer, som jeg senere arvede. Hun var syerske, og på den ældgamle maskine syede hun kjoler for store modehuse før i tiden, såvel som hun syede kjoler til afdansningsbal til min søster og mig, da vi var børn.

Farmor fortalte om sit yngste barnebarn uden hofter som altid trak maven ind, når der blev taget mål – som om det kunne snyde hende! Jeg grinede og sagde: »det var mig farmor«. Hun kiggede forvirret på mig, og jeg forstod, at vi ikke kunne lave det hop i tid og sted.

Jeg bladrede i albummet, og dér til sidst var et nutidigt billede af farmor. Ikke længere med sort, men med kridhvidt hår. Hun genkendte ikke sig selv!

Siden min farmor døde, har jeg som præst mødt mange mennesker med demens samt deres pårørende, og jeg ved, at dette med at se billeder er en udbredt måde at skabe sprækker i glemslens tåge. Sammen ser vi tilbage, for på den måde kan vi have et fællesskab i nutiden. Det virker, og det er godt, men det er også hårdt kun at kunne mødes i fortiden.

Derfor vil jeg pege på et overset mødested, nemlig gudstjenestefejringen, som ikke blot finder sted i landets folkekirker, men også rundt om på plejehjem. Det er min erfaring, at gudstjenesten ligeledes kan skabe sprækker i den dementes hukommelse, fordi salmer og ord som blandt andet fadervor og trosbekendelsen er velkendte.

Gudstjenesten er på en måde stedet, hvor fortid, nutid og fremtid samler sig. Her kan mødes vi i tid … og evighed.