Lad os alle ”preppe”

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I vores nabolande opfordrer offentlige instanser befolkningen til at forberede sig på alt fra naturkatastrofer til angreb på infrastruktur og mere. Frygten vokser, også her til lands, og det er forståeligt.

Miljøkatastrofen i Ølst, oversvømmelser og voldsomt vejr, krige der rykker tættere på, sygdomme der spreder sig, en verdensorden der vakler. Alt sammen reelle trusler, som skaber uro. I sidste uge sagde Rasmus Dahlberg, den danske katastrofehistoriker, således: ”Vi skal ikke være bekymrede, men opmærksomme”.

I mødet med frygtscenarier griber mennesker det forskelligt an. Nogle møder frygten med håbet om, at forskning og institutioner vil gøre en forskel; at vi sammen kan finde løsninger på de presserende problemer, undgå eller omgøre dem. Andre forbereder sig konkret på katastroferne ved at anskaffe et langtidsholdbart madforråd, vand og varmekilder til sig selv – de ”prepper”.

Begge reaktioner accepterer alvoren uden at negligere, forklejne eller lukke øjnene for truslerne. Begge bruger frygtens energi til at handle. Og begge er sårbare for sammenbrud. For opfindelser kan lade vente på sig, institutioner kan svigte og forråd kan slippe op.

Men der findes en tredje løsning: at begynde med at finde tro og håb i noget større. Som præst er jeg fortaler for denne tilgang.

I søndags læste vi i kirken om en ulykkelig far, der møder Jesus midt i sit værste mareridt (Markusevangeliet kapitel 9). Hans barn er sygt og lider, og han er magtesløs. Han vender sig mod Jesus i sin fortvivlelse.

I denne fortælling finder vi en dyb sandhed: i mødet med vores mest frygtede scenarier er det bedre at begynde med at vende os mod ham, som er større, for hjælp, håb og trøst, end at begynde med, hvad vi selv kan tænke os til. Med tillid frem for selvtillid. Med bøn frem for handling. Det hedder ”lad os alle bede”, ikke ”lad os alle preppe”. Og det at vende sig mod Gud er noget, vi må øve.

En oplagt mulighed er nu i fasten op til påske. Det er et af formålene hermed, nemlig at forberede os på de onde dage og på den gode dag.

»Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.« (Efeserbrevet kapitel 6).

Vi opfordres til at forberede os på de onde dage, så vi ikke vælter, når modgang rammer os. Men læg mærke til, at det ikke er vores egen rustning, vi skal finde frem. I stedet skal vi forberede os med det, som Gud giver os at beskytte os med. I kapitlet nævnes sandhed, retfærdighed, tro og håb som vi må tage på os, for at have resiliens i livet. Vi skal begynde med at styrke vores karakter, ikke kompetencer.

Men fastetiden handler også om at forberede den gode dag; omgørelsens dag. »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes« (Lukasevangeliet kapitel 18).

Jesu undergang og opstandelse i Jerusalem er det største budskab om håb, vi har, om kærlighed og forsoning og genoprettelse i kosmiske proportioner. I fasten fokuserer vi på at søge Jesus, der formidler det budskab.

Vi stræber efter at lade os påvirke af ham, frem for frygtens energier. At begynde med at fylde depoterne med håb og tro frem for dåsekonserves vil give styrke og udholdenhed til at stå fast og sprede fred uanset hvad, der venter os.

God prepping. Eller fastetid.