Byrådet træffer fornuftig klimabeslutning ved at afvise biogasanlæg
Borger opfordrer byrådsmedlemmer til at skaffe reel klimaviden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Tænk, at vi skulle se en fornuftig klimabeslutning fra byrådet. Den blev ganske vist truffet af hensyn til turismen, men den tæller med alligevel: altså INTET biogasanlæg. Uanset, hvad der ellers påstår, så er biogasanlæg altså ikke klimavenlige.
Kom på banen, byrødder! Ved I overhovedet noget om klimaudviklingen?
Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man ikke VIL diskutere beslutninger på de rette præmisser. Ja, jeg ved godt, at man som borger skal søge reel klimaviden i andre udgivelser, fordi vores dagblade aktivt arbejder imod, at klimaviden bliver udbredt, men vores byrådsmedlemmer kunne godt gøre sig lidt umage. De er valgt, fordi de interesserer sig for lokalområdet, så det er vel ikke for meget forlangt, at de sørger for at have den nødvendige viden til deres arbejde. Kom på banen, byrødder! Ved I overhovedet noget om klimaudviklingen? For at omskrive Greta Thunberg lidt: ”Er I dumme eller onde?”
Der har allerede været masser af klimaepisoder I kommunen, men I nævner dem aldrig. Hvorfor ikke? Taler I ikke om klimaet, fordi I er bange for, hvor samtalen kan føre hen eller gør I det ikke, fordi jeres klimaviden er et stort, sort hul?
Venstre har leveret et solidt angreb på byrådsflertallet, fordi det valgte en løsning der ikke passede ejerne af industribedrifterne og vi har set mange argumenter for at bygge biogasanlægget, endda som et forsvar for naturen. Til gengæld er der underskud af argumenter der forsvarer den verden, vi andre gerne vil leve i og her ville det godt at høre fra vores lokale folkevalgte. Så bliver der noget, vi andre kan forholde os til.
Er det for meget forlangt, at I begynder med at skaffe jer reel baggrundsviden og at I derefter forholder jer til temperaturstigningerne. Parismålet er allerede begravet og kursen er sat imod stigninger der vil udløse optøning af ret overvældende vandmængder. Synes I det er for tidligt at overveje. Hvad der skal gøre ved en meters vandstigning, ja, eller to? Skal vi bare lade som ingenting?
Kom nu, byrødder. Lad os alle se jeres holdninger. De kan ligefrem få betydning for, hvor man sætter sit kryds ved næste valg!«