Ældrerådet: Uhørte besparelser på demente
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære Voksen- og Plejeudvalg
Forud for budgetforhandlingerne ønsker Ældrerådet at give udvalget sine bemærkninger om den fremtidige ældrepleje i Norddjurs Kommune.
Ældrerådet har på sin stop-op-dag besluttet følgende hovedfokuspunkter for 2024:
• Den nye ældrelov
• Boliger til ældre i Norddjurs Kommune i fremtiden, herunder: Nedlæggelse af Ældrebolighandlingsplanen. Hvad sker der nu? Seniorboliger.
Ældrerådets øvrige fokuspunkter:
• Små teams i hjemmeplejen
• Digitalisering og velfærdsteknologi
• Demens
• Forebyggende hjemmebesøg
• Flextrafik.
Herunder er nogle af emnerne uddybet.
Boliger til ældre i Norddjurs Kommune i fremtiden
Ældrerådet mener, at der bør afsættes midler til at få undersøgt, hvad der skal ske i forhold til plejeboliger til ældre, nu da ældrebolighandlingsplanen er nedlagt. Prognoserne for antallet af ældre, der har brug for plejecenterpladser er ikke ændret, selv om planen er nedlagt.
Ældrerådet mener også, at der bør kigges på, hvordan kommunen kan samarbejde med private i forhold til oprettelser seniorboliger. Ældrerådet mener, at flere seniorboliger kan være med til at aflaste plejecentrene.
Udviklingspulje
Ældrerådet mener fortsat, at udvalget bør afsætte en årlig udviklingspulje, som blandt andet kan bruges til pilotprojekter eller prøvehandlinger, blandt andet indenfor:
• Velfærdsteknologi og digitale løsninger
• Arbejdet med små teams
• Kulturændringer på enheder
• Interne vikarbureauer.
Puljen kan eventuelt søges af områder, der arbejder på nye og udviklende måder.
Voksen- og Plejeudvalget har tidligere lagt op til, at der skal spares på tilbud til demente. Det mener Ældrerådet er helt uhørt.
Demens
Ældrerådet har fokus på borgere med demens. Voksen- og Plejeudvalget har tidligere lagt op til, at der skal spares på tilbud til demente. Det mener Ældrerådet er helt uhørt.
Ældrerådet mener desuden, at der bør sættes midler af til kompetenceudvikling af personale, så der kommer mere fokus på den pædagogiske pleje. Det kan hjælpe borgere med demens, og samtidig betyde, at der kan reduceres på brugen af psykofarmaka.
Forebyggende hjemmebesøg
Forebyggende hjemmebesøg er en god måde at opdage de ældre, som har brug for hjælp, og som ikke selv har ressourcer til at henvende sig.
Ældrerådet oplever fortsat, at der ikke afsættes ressourcer til, at de 82-årige, der ikke reagerer på henvendelsen fra kommunen om et forebyggende hjemmebesøg, kontaktes telefonisk. Ældrerådet mener, at det netop er de personer, der ikke reagerer på henvendelsen, der har brug for det forebyggende hjemmebesøg. Ældrerådet ønsker, at der foretages en undersøgelse af, hvor mange det drejer sig om.
Ældrerådet har flere gange påpeget dette, og håber, at der i denne budgetforhandling kan afsættes ressourcer til dette.
Ensomhed og frivillighed
Ældrerådet har meget fokus på ensomhed blandt ældre.
Ældrerådet ved, at frivilligpuljen er blevet beskåret med 1/3 del fra budget 2024. Ældrerådet ved også, at der ved sidste budgetforhandling blev givet 100.000 tilbage til puljen i 2024.
Ældrerådet så gerne, at dette beløb (eller et større) også blev tildelt frivilligpuljen fremadrettet.
På Ældrerådets vegne.