De store spørgsmål og de små svar

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En stor del af præstearbejdet består af arbejdet omkring en bisættelse eller begravelse for mit vedkommende, og jeg bliver ofte spurgt af sognebørn, familie og venner, hvordan jeg kan klare al den sorg og død.

Det kan jeg, fordi det giver rigtig god mening at planlægge den sidste afsked for et familiemedlem sammen med de efterladte, og fordi de efterladte jo stadig er levende. Af og til er der dødsfald, som er voldsomme og svære, og hvor det også tager længere tid, inden de er ude af mit system. Men som regel gør jeg mit arbejde til trøst for de efterladte, og så fortsætter min hverdag, og indimellem så krydser de efterladte og den afdøde mine tanker på den ene eller anden måde.

Først i marts blev jeg ringet op af en familie, hvor jeg havde begravet deres far, morfar/bedstefar og oldefar for halvandet år siden, og nu var mor, mormor/bedstemor og oldemor død.

Af og til møder jeg mennesker, som er meget åbne for og interesserede i det evige liv, og om vi kommer til at tale med vores elskede igen. Dengang fik jeg følgende benspænd: »Jeg kan godt leve med, at det er slut nu og tid til afsked, hvis jeg kan få vished om, at jeg kommer til at tale med den afdøde igen.«

Visheden er en vanskelig ting i kirken og i forhold til troen, men håber vi ikke alle, at vi kommer til at tale med vores elskede igen? Jeg håber da, at jeg kommer til at tale med min far igen, det menneske, som har lagt størstedelen af grunden for min tænkning og eksistens.

Jeg vil ønske, jeg kommer til at tale politik og retfærdighed med ham igen, eller andre ting. Men vished er vanskelig i kirken. Der er ingen garantier, men vi kan tro og håbe, og Grundtvig har udtrykt det så smukt i sin salme, Den signede dag:

»Da rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale, der stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale, så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale.«

Grundtvig turde sætte ord og tanker på det evige liv, og det er en kilde til trøst og håb for mange.

Her i marts fik jeg så et nyt benspænd, som ligner det første: »Hvorfor er det en hemmelighed, hvad der sker bagefter. Den uvished skaber blot utryghed i vores sind.«

Den klassiske teologiske måde at omgås denne hemmelighed på er at sige, at det evige liv og opstandelsen ligger udenfor vores begrænsede forståelsesramme som mennesker. Vi forstår kun brudstykker, og vi ser i et sløret og gådefuldt spejl, vi forstår ikke det evige liv og opstandelse, førend den dag vi står i det overfor Gud, men det vi har nu er troen, håbet og kærligheden.

Den danske forfatter Søren Ulrik Thomsen har også forholdt sig til den hemmelighed i menneskers liv, og han udtrykker det på følgende måde i et af sine digte fra ”Rystet spejl”:

»Et sted hvor hverdagen er mere end rigelig og det er så mærkeligt at vi virkelig skal dø men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere end at vi virkelig findes!«.

Vi er blevet til, og vi skal dø igen, det ved vi, men hvor stort et mysterium er ikke dét, at vi overhovedet bliver til som menneske. At et menneske bliver til i moders liv og vokser, uden at vi har nogen som helst andel i de store ting, der sker i maven på kvinden. Vi kan understøtte processen ved at spise, sove og leve godt, men det grundlæggende under, der sker, har vi ingen andel i, vi kan blot vente.

Sådan er det måske også med det evige liv og opstandelsen; det store under, der sker, har vi ingen andel i, vi kan blot vente og leve i kærligheden med troen og håbet om, at vi ses igen og skal tale sammen, som Grundtvig siger. Det var de helt store spørgsmål og mine meget små og ydmyge svar.