Hvad vil Gud med mig?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min datter, Vera, på 6 år spurgte mig en dag på vej i børnehave: ”Hvad skal jeg egentligt bruge Gud til?”. Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål, for hvad skal en lille pige på 6 år egentligt bruge Gud til?

Det bedste svar jeg lige kunne diske op med på stående fod på vej til børnehaven var: ”Måske handler det ikke så meget om, hvad vi kan bruge Gud til, men mere om, hvad Gud kan bruge os til.”

Jeg talte vist lidt udenom, for jeg svarede jo ikke direkte på hendes spørgsmål, om hvad hun skulle bruge Gud til. Men jeg synes faktisk ikke selv, at det var noget dårligt svar, selvom jeg ikke helt tror, min datter forstod, hvad jeg mente med det. For måske handler kristendommen egentligt ikke så meget om, hvad vi hver især vil med Gud, som det handler om, at Gud vil noget med os, både hver især, men også sammen.

Det samme spørgsmål stiller vi måske til kirken i dag. ”Hvad skal jeg bruge kirken til? Kan den hjælpe mig?”Og efter at dømme på, hvor mange/få der bruger kirkerne, så er det måske desværre ikke helt så mange, der synes, at kirken er særlig brugbar udover dåb, konfirmation, bryllup og begravelser. Men jeg kan ikke bebrejde dem, der ikke kommer så meget i kirken. Ja, for tiden kommer jeg jo selv meget i kirken, men jeg er jo også ansat som præst – jeg skal (men jeg nyder det også). Men før jeg blev præst, som teologistuderende, så kom jeg kun en gang imellem i kirken, og når jeg var der, så syntes jeg sjældent, at jeg fik så meget ud af at være der, jeg syntes det var kedeligt, og jeg syntes ikke rigtigt, at der var plads til mig.

Men kirken burde være noget andet og mere end alle de andre klubber, foreninger og fællesskaber, man kan være en del af alt efter ens interesse. Kirken er et fællesskab mellem Gud og mennesker og mennesker imellem. Derfor bør kirken ikke bare være et interesseselskab for dem, der godt kan lide gamle bygninger, salmer og prædikener. Kirken bør være et åbent fællesskab med plads til alle dem, der ønsker at være med, også dem der ikke kan finde plads nogen andre steder. Sådan var det jo med Jesus. Han kom alle slags mennesker i møde og viste, at Gud ville noget med dem. Nogle blev helbredt, andre blev sat i arbejde.

Så måske skulle vi ikke spørge: ”Hvad skal jeg bruge Gud til?” men nærmere spørge ”Hvad vil Gud med mig?”

Og dér er kirken altså bare et godt sted at begynde, for det er netop et sted, hvor man undersøger, taler om og opsøger det, som Gud vil med os og med verden – både til gudstjenester, men også i kirkernes mange andre arrangementer og aktiviteter.

Så måske skal vi lære at opsøge kirken, ikke for at finde ud af, hvad jeg kan bruge kirken til, men hvad kirken kan bruge mig til. For der er brug for én som dig, især hvis du ikke synes, der er plads til dig, for så betyder det, at kirken skal lære at være mere rummelig. For der er sikkert andre som dig, og måske skal du være en foregangsmand/kvinde for dem.

Ja, jeg ville gerne selv, at jeg tidligere i mit møde med kirken, havde fundet ud af, at der var andre som mig – at der var brug for mig. For jeg har savnet, at kirken kunne være et sted, hvor man kunne tale om livets store spørgsmål, også uden at der var en præst, som kom med alle de ”korrekte” svar. Så nu har jeg sammen med en kollega begyndt en bred og åben studiegruppe, er hedder ”De store spørgsmål”, hvor der er plads til at snakke om og debattere nogle af livets store spørgsmål. Det er den første torsdag i måneden kl. 19.30 i Søften sognegård, hvor alle er velkomne.

Måske er der også noget, du synes mangler i dit lokale kirkeliv, måske har du svært ved at finde din plads i kirken. Så kan du jo overveje, om du selv har noget at tilbyde, så fællesskabet kan blive bare en lille smule større og mere rummelig, for på den måde bliver alle beriget.