Vi mangler åndelig talt noget, der ligner P. Olesen A/S

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På et tidspunkt cyklede jeg forbi en gul bil fra P. Olesen A/S – altså nedbrydningsfirmaet, der kan vælte huse, fjerne murbrokker og genbruge byggeaffald. På den gule, lidt skramlede bil stod der: Tro kan flytte bjerge – P. Olesen fjerner resten!

Mens jeg cyklede videre, kunne jeg ikke frigøre mig fra at nære en vis sympati med P. Olesen A/S og genanvendelsesbranchen i det hele taget. Tro kan flytte bjerge – P. Olesen fjerner resten, det er på den ene side tilpas beskedent og samtidig ikke uden en vis bevidsthed om eget værd. Altså, lad bare troen løbe med de store overskrifter og alt det, der foregår i de højere luftlag. Fint nok. Det er alligevel de færreste, der har et bjerg, de skal have flyttet. For alt det andet, som i grunden er det meste, tager P. Olesen A/S sig af.

Det er sandt, og hvis vi skal blive i billedet: Hvad hjælper det, at troen – måske/ måske ikke – kan flytte bjerge, hvis ens eget liv er ved at sande til i hverdagens bekymringer, angst for fremtiden og en knugende fornemmelse af, at verden har ændret sig i en noget skræmmende retning i løbet af de sidste par år. Vi mangler åndelig talt noget, der ligner P. Olesen A/S.

Noget, der virkelighedsnært og uden de store armbevægelser holder fast i et håb og i et livsmod, der ikke lyver om virkeligheden eller er rejsende i falsk trøst.

Vi fejrer påske, og her hedder det et sted om Jesus, at han »… ikke tænkte på sig selv«.

Det vil sige, at han – med andre ord – ikke var optaget af sig selv eller arbejdede på sin egen overlevelse. Tværtimod, han orienterede sig altid ud fra sit medmenneske og dets behov. Omgivelserne kunne gøre alt med ham: De kunne håne ham, pine ham og endelig dræbe ham, men ét kunne de dog ikke, de kunne ikke tvinge ham til at holde op med at elske. »Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden,« som det hedder i en af påskens salmer. For den kærlighed, der giver sig selv og ikke søger sin egen overlevelse, opstår og trækker livet med sig.

Jeg tvivler på, at tro kan flytte bjerge, og det er også rimelig ligegyldigt, for jeg har ingen bjerge, der skal flyttes, men i påsken fortælles om den kærlighed, der turde opgive alt for at vinde alt. En sådan kærlighed er forvandlende og rækker os et håb, som vi ikke selv skal bære, og hvor det vigtige ikke er det, vi selv magter, eller som vi selv har styr på, men det, vi får givet. For kærligheden, hjertegløden strømmer fra ham, der var stærkere end døden, for at blive til kærlighed i vores liv med hinanden. Det er håbefuldt.

Glædelig påske!