Befri mig fra bøvlet: Byens affaldssystem er åbenbart en krænkelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Er du virkelig en repræsentant for din generation? Flot!,« udbrød den unge kvinde, mens hun stod der med en hundesnor i den ene hånd og med den anden netop havde sluppet en sæk fyldt med, hvad der engang havde været mad.

Mindre end 30 sekunder forud for dette optrin påtalte jeg det, for mig, uhensigtsmæssige i sådan at dumpe fordærvet mad på fliserne ved siden af affaldscontaineren, altså på åben gade. Jeg nåede at sige noget i retning af, at det var klamt, tiltrak rotter og måger, og vist også noget med, at det var »at blæse på alle andre, når man ikke tog ansvar for sine egne efterladenskaber«.

Hun påstod, at der ikke var plads til affaldet nogen steder. Hun havde sørme forsøgt at komme af med affaldet tre steder. Alt var proppet. Kvinden var et offer for den nye affaldssortering, afmægtig i forhold til samfundets renovationsstruktur, og hvad havde jeg i grunden tænkt mig, hun så skulle gøre?

Hun tænkte måske, at jeg ville tage mig af affaldet, så hun kunne komme videre med sit liv, og hvad der optog hende mere, end levningerne åbenlyst gjorde.

Men jeg foreslog, at hun kunne bruge det affaldsindkast, der befandt sig 20 meter fra intermezzoet, og så var det, den kom - den med generationen. Jeg var overrasket på flere planer: dels over, at sarkasme stadig findes blandt yngre mennesker, der ellers lader til at tage alt så bogstaveligt, dels forbavset over, at hvad jeg anså som en sag om anstændig opførsel, for hende var et udtryk for en generationskløft.

Om yngre mennesker er nemmere at støde i dag end tidligere, ved jeg ikke. Man skal i det hele taget være varsom med at kategorisere andre blot i kraft af deres alder, og et generationsportræt bliver næppe vellignende, hvis det tager udgangspunkt i enkelte oplevelser. Men kvinden var tydeligvis krænket over min, for hende, utidige indblanding i hendes liv, og den aften blev jeg repræsentant for en generation, der har haft det let, siddet på flæsket og skabt en verden og et affaldssystem, hun tydeligvis ikke ønskede at være en del af.

Der er ved gud meget skidt at sige om byens underdimensionerede og dårligt planlagte affaldssystem, der volder besvær, hvad enten man skal håndtere det i egne spande eller må på gaden på jagt efter et ledigt indkast. Men det var ikke det, diskussionen den aften kom til at handle om. Det var generationskløften, en eroderet pligtkultur og en påmindelse om, at generationer altid har beklaget sig over hinandens opførsel, dårlige manerer og manglende forståelse.

Vi er måske selv skyld i miseren, når vi gang på gang har fortalt ungdommen, at den er fremtiden, at løsningerne på alverdens udfordringer skal komme fra dem, vi har fermenteret i omsorg. Vi har forsøgt at gøre deres liv så let som muligt og måske derfor så svært. Generationskløften er åbenbart ikke længere kun et begreb, men en årsag. Også til forskelligt syn på håndtering af affald, mente den kvinde den aften.