Er der forskel på marsvin og mennesker?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi havde et marsvin, der hed Mette. Jeg var lille og havde trukket mit første åndedrag et par år tidligere.

Jeg husker, at Mette var et tålmodigt dyr, der lærte at stå på bagbenene og fandt sig i meget. Marsvinet kiggede helt roligt, når vi placerede det i Lego-huse og Lego-bondegårde, som vi byggede med fine gårdspladser og veje. Vi synes, det var sjovt at have Mette som et overdimensioneret monsterhusdyr, der fyldte hele Lego-gårdspladsen.

Samtidig var det lidt forvirrende med Mette, for det viste sig med al tydelighed, at Mette var en han.

Vi prøvede at kalde ham Mads, men det virkede ikke. Han var og forblev Mette livet igennem, for det havde vi kaldt ham alt for længe. Det gjorde nok heller ikke så meget, for han var et marsvin, og marsvin får ikke identitetskriser.

Marsvin stiller ingen spørgsmål, har intet rigtigt sprog og derfor ingen ånd. Et marsvin tænker, så vidt vi ved, ikke over sit liv. Det gør andre dyr heller ikke. Det gør planter og svampe næppe heller - og helt sikkert ikke sten.

Dengang var der heller ikke nogen dyreaktivister til at blive krænkede på Mettes vegne.

Et marsvin er natur og spørger ikke:

Hvad kan jeg vide?

Hvad skal jeg gøre?

Hvad kan jeg håbe?

Altså, samlet i et spørgsmål: Hvad er et marsvin?

Mette gav høje lyde fra sig, når han hørte urtekniven blive lagt på køkkenbordet, for så vidste han, at nu var gulerødder, agurk, tomat og andet marsvineguf på vej. Ellers levede han en ikke særlig tænksom tilværelse, og talte jeg til ham, svarede han aldrig.

Familie og legekammerater var meget lettere at få en samtale med om dét, alle mennesker taler om, og som kan beskrives i de tre grundspørgsmål:

Hvad kan jeg vide?

Hvad skal jeg gøre?

Hvad kan jeg håbe?

Eller samlet i et spørgsmål: Hvad er et menneske?

Vi taler på en eller anden måde om de spørgsmål hver eneste dag, fordi vi på mange forskellige måder taler om, hvad vi kan vide, der kan tælles, måles, vejes og opdages. Vi taler om, hvad kan vi gøre for at leve op til reglerne, loven, pligten og forventningerne. Og vi taler om, hvad kan vi håbe, der giver mening og retning i livet. Eller sagt i et spørgsmål: Hvad er vi i den verden, vi lever i?

Vi har brug for hinanden. Brug for venner og bekendte. For mennesket har sprog, og derfor har vi ånd med fantasi, forestillinger og idéer. Vi undskylder altid, hvis nogen hører, vi taler med os selv, for det er sproget ikke beregnet til. Sproget skal deles mellem mennesker. Så virker det, og vi kommer i forblindelse med hinanden.

Vi har sproget, som vi deler med hinanden, og ingen ejer det. Og når der er noget på spil imellem os, er der også ånd. Der, hvor noget løfter sig. Hvor der bliver højere til himmelen. Det sker i de gode værdifulde samtaler, vi har med hinanden i det daglige, som alle har del i, men ingen ejer.

Fordi vi har ånd, har vi særligt brug for hinandens ord og selskab. Det giver en stærkere tillid til livet, når vi håber, verden er vores hjem, hvor vi hører hjemme og er værdsat på forhånd. Det giver et mod til at være menneske med hinanden i en verden med dyr, planter, sten og teknik.

Når vi deler ord og tanker, samvær og smil, berøring og historier, så har vi noget opløftende for med hinanden på en måde, som alle har del i, men ingen ejer. Kort sagt deler vi ånd.

Sproget og ånden trives i frihed og derfor er vores frihed og spontanitet så vigtig.

Spontanitet er måske noget af det vigtigste, der adskiller os mennesker fra alt andet i naturen. Selvom vi er underlagt naturen, så kan vi vælge at gøre noget nyt. Vi kan tage afsted på en tur, tale sammen, bygge noget, dyrke sport, spille spil, fejre påske eller noget helt andet. Alt det, vi laver med hinanden, er glæder, som vi alle har del i uden nogen ejer dem.

Vi skaber en stemning, et fælles billede, en indlevelse og en spontanitet, der er så værdifuld, netop fordi ingen ejer samværet, men alle beriges. At vi oplever den slags, adskiller os fra alt andet levende, for mennesker har ånd.

Mit gode gamle marsvin var et dyr, der kunne stå på bagbenene og nogle gange komme, når vi kaldte. Det havde intet nuanceret sprog, gjorde sig næppe overvejelser om sit liv og havde derfor ingen ånd. Hvis ånd skulle symboliseres af et dyr, ville det ikke være et marsvin. En kat ville være et bedre billede på ånd, for katten kan ikke dresseres. Den er sin egen, og går hvorhen, den vil.

Ånden er fri, og mennesket er i bund og grund et mysterium, men vi kan håbe, at verden er vores hjem, som vi er kastet i favnen på.