»Det har stor betydning at præsten bor i præstegården«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I efteråret lavede jeg en studieorlovs opgave om præstegården betydning for beboerne i Storring - Stjær pastorat. Undersøgelsen viste med al tydelighed, at præstegården i Storring og især den åbne præstegårdshave har stor betydning for beboerne i vores sogne.

Ligeledes viste undersøgelsen, at det har stor betydning, at præsten bor i præstegården, altså bor lokalt, for det sender et vigtigt signal om præstens tilgængelighed og engagement i lokalsamfundet. Kendskabet og den personlige relation til præsten synes i det hele taget at være meget vigtig. Det gør det dels lettere at henvende sig til præsten og er med til at gøre dørtrinnet til kirken lavere.

Endvidere har præstegården også en lokalhistorisk betydning for lokalsamfundet.

I studieorloven lavede jeg også en undersøgelse blandt de kommende præster på pastoralseminariet om deres forhold til embedsboligpligten. I forhold til de tanker, jeg gjorde mig, da jeg fik embedet i 1992, og de tanker, de kommende præster giver udtryk for i undersøgelsen, er ikke mindst synet på adskillelsen mellem arbejdsliv og privatliv forandret. Det har ikke fyldt for min familie og mig, det er smeltet sammen og det har vi befundet os godt med. Men jeg tror, vi gør klogt i som menighedsråd og kirkefolk at være lydhøre over for denne adskillelse og i det hele taget ønsker til arbejdsmiljøet, som fylder mere for præster i dag, end det gør for mange præster af min generation. Vi har til stadighed brug for frimodige og engagerede præster, der kan og vil forkynde det glade budskab.

På landet især er der nok en tendens til at identificere kirken med præsten. Sådan er det vist bare. Men for præst og menighed er det vigtigt at huske på, at kirken altid er større end præsten. Præsten repræsenterer den kun. Det er kirkens budskab, evangeliet og dets forkyndelse, der er og skal være præstens ledetråd i såvel ord som gerning; naturligvis alt efter hvad ens evner rækker til.

Det er nok ikke altid lykkedes lige godt for mig, men også der kan evangeliet bære én, ligesom tilliden og opbakningen fra sognebørn og de dygtige, engagerede menighedsrådsmedlemmer er uvurderlig. Det oplever jeg har været tilfældet for mig gennem alle årene, og betyder fortsat uendelig meget.

Jeg afsluttede min opgave med nogle nedslag fra en artikel i Præsteforeningens blad under overskriften ”Et øjebliks kærlighed til præstelivet på landet” af sognepræst Lone Balle Olsen. Ord der kunne være mine. ”Jeg elsker dig du gaadefulde præsteliv, rig på ord, mennesker og Gudsord. Jeg elsker alt det, som sker og som skal ske (…) Jeg elsker ikke problemerne, stressen, trætheden, udmattelsen. Men jeg elsker når det igen lykkes (…) Jeg elsker når musikken spiller, når sangen opløfter sin stemme, når kirkens mure taler med os (…) Jeg elsker, at kirken på landet findes, fordi den er liv af liv. Den lever i de mennesker den er til for (…)”