Fortsæt til indhold

Venstre til landsbyklyngerne - I gør det fantastisk og vi er med Jer hele vejen

Debat
Christoffer PedersenBorgmesterkandidat (V). På vegne af Venstres byrådsgruppe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»I Venstre er vi fantastisk glade for det det store engagement der ydes lokalt i landsbyklyngerne. Vi er klar til at bakke op, og også om nødvendigt finde flere penge. I Venstre tror vi på, at de bedste projekter sker i et samspil imellem frivillighed, civilsamfund og kommunal opbakning.

Om en måneds tid er Molsværket klar til indvielse. Over 10 år er der gået fra de første idéer blev tænkt og de første streger blev tegnet. Ildsjæles mange, mange timers frivillige arbejde har båret frugt. Vi glæder os nu til at deltage i indvielsen og se det endelige resultat.

Og heldigvis er der flere steder i Syddjurs, hvor der ydes en kæmpe frivillig indsats. I Syddjurs Kommune er der aktuelt desuden gang i Mødestedet Ådalen og Mødestedet Østdjurs. Også hér yder frivillige et kæmpe stykke arbejde for at skabe liv og udvikling i hver deres lokalområde. Udfordringer er der nok af, og til tider har nogen helt sikkert haft tanken om at kaste håndklædet i ringen.

I Ådalen mangler der pt. 3,5 mio. kr. og i Østdjurs ca. 8 mio. kr. for, at de ønskede projekter kan realiseres. Begge steder er kommunen med til at finansiere projekterne, som i forskellig grad samtænker kommunale anlægsbehov med lokale ønsker om rammer for fællesskab.

Det lokale engagement er altafgørende for at få medfinansiering fra eksterne fonde og derfor er de frivilliges indsats ekstra vigtig. Uden de frivilliges indsats ville det derfor ikke være muligt at etablere Mødestederne.

I Venstre har vi stort fokus på at udvikle landdistrikterne i vores kommune og gøre det attraktivt at bo- og bosætte sig i alle dele af kommunen. Derfor er vi også klar til at gå i dialog med de frivillige bag Mødestederne, så vi sammen kan finde løsninger på, hvordan vi kommer videre med det mål, at projekterne kan realiseres. Hvis der viser sig behov for det, er vi også klar til at bringe behovet for flere penge ind i de kommende budgetforhandlinger.

Vi har brug for jer, ildsjæle, så fortsæt det fantastiske arbejde for jeres lokalområder. I Venstre er vi klar til at bakke op.«