Det er vist planen: Trafikken i Aarhus skal bryde sammen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I byrådet er udskamningen af biler blevet den varmeste valuta. Sidder man i sin bil, er der på det seneste blevet endnu mere tid til at tænke over, hvad de dog har gang i derinde på rådhuset. Ved de da slet ikke, hvad det er, de gør? Svaret er jo. De mange nuværende og kommende tiltag, der gør livet surt for bilisterne i byen, er både velovervejede og gennemanalyseret. For det er faktisk planen, at trafikken skal bryde sammen. Rationalet: Alle mand ud af bilen, op på cyklen eller ind i den bus, hvis afgang er aflyst. Kun på den måde kan Aarhus blive CO₂-neural i 2030, må man forstå.

Halvdelen af udledningen i Aarhus stammer fra transport, heraf de private biler for størstedelen. At kampen skal stå i midtbyen, er på den anden side ikke givet, men er tilsyneladende blevet en forudsætning for alle tiltag. For det er nemt og billigt, og bekymringer for fremtiden hører de ufrelste til.

De på papiret billigste tiltag med hurtigst effekt er at skrue op for parkeringsafgiften, sløjfe p-pladser, lukke veje og ensrette gader. Så Vesterbro Torv skal ”fredeliggøres”, salig Thorkild Simonsen have sin have, banegårdspladsen gøres bilfri, og hvad der ellers udgør grundlaget for det perfekte kollaps.

Så forhippet er et bredt flertal i byrådet på at få bremset biltrafikken, at embedsmændenes og dermed fagkundskabens anbefalinger bliver ignoreret, som det skete med en beslutning om at indsnævre biltrafikken ved Harald Jensens Plads. Anbefalingen var at lade være, fordi konsekvenserne for den øvrige trafik ville blive for store.

Vi har altså at gøre med noget så sjældent som en klar politik, som i år vil blive pakket ind i en ”grøn mobilitetsplan”. Den skal give mere byliv, gøre »byen sundere« og mere grøn. Mere grumset er det, hvad man gør sig af tanker om konsekvenserne for aarhusianerne og for de forretningsdrivende, der næppe alle har likviditet til at vente på de ændrede transportvaner. Stormagasiner og supermarkeder må også bare se til, hvordan vilkårene for forretning forringes i byen, der både historisk har været, og i dag stadig er, hjemsted for store dagligvarekoncerner.

Der er næppe (og desværre) ikke blot tale om politikere, der ikke har tænkt sig om, men mere (og meget bekymrende) politikere, der har bevæget sig alt for langt væk fra borgerne og deres hverdag samt erhvervslivets rammevilkår.

Der er ingen alternativer for dem, der hverken praktisk, logistisk eller rimeligt kan aflevere børnene i hver deres institution og møde på en arbejdsplads, hvor man forventer, at medarbejderne faktisk møder til en bestemt tid. Jo, den virkelighed findes, hvis man tør lette blikket fra konsulentrapporter og de kommunale vækkelsesmøder. Og hvad mon statsministeren siger til, at aarhusianerne ikke når frem til samlebåndet i tide? Mon aarhusianerne når på arbejde, inden russerne går hjem? Moralminister Kaare Dybvad Bek kan til gengæld juble over, at aarhusianerne får bedre vilkår for at hente børnene på kanten af SFO’ens lukketid, godt hjulpet på vej af kortere åbningstider.

»For første gang i mit liv flytter jeg min stemme,« sagde en frustreret og forsinket aarhusianer for nylig til mig. Der er valg til november næste år.