At være sig selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi har i mediebilledet mange fortællinger om, hvordan verden og virkeligheden ser ud, beskuet fra en bestemt gruppes eller en bestemt persons vinkel. Hvordan er livet mon som forældre til trillinger? Kender du typen? Hvordan ser hverdagen ud i en udsat familie nord for Skive? Hvor svært er det egentlig at sælge sit hus på Lolland? Og det er altafgørende i en demokratisk sammenhæng, hvor vi er nødt til at finde fælles løsninger, at vi har et indblik i det partikulære, for at kunne træffe beslutninger i det almene.

Jeg har i påsken genbesøgt TV-serien Matador. I Matador-fortællingen har vi alt det partikulære; de sociale forskelle er endog meget tydelige, de politiske forskelle bliver tiltagende tydeligere i løbet af serien, generationskløften tydeliggøres i scener, der smager af ungdomsoprør, land og by mødes, patriarkernes magt udfordres af stærke og kloge kvinder, seksuelle og religiøse minoriteters vilkår skildres. Men der er ikke én hovedrolle.

Nørgaard udtalte selv i et interview på DR i 2021, at det ikke er én eller flere af karaktererne i Matador, der har en egentlig hovedrolle – det er den samlede fortælling om livet i Korsbæk, der er det bærende. Og det er vel netop det, der gør serien og fortællingen så populær i ordets egentlige betydning; folkelig. Der er det partikulære, det særlige i de enkelte karakterer – men det er sammenhængskraften, samspillet og samvirket mellem individerne, der driver fortællingen frem.

Folkekirken hviler sin tunge verdens- og danmarkshistorie på en fortælling, der på samme tid er tidløs og almen, samtidig med, at den er et konkret, levet menneskeliv.

Jesus fra Nazaret er med sit liv og sine ord overskridelsen af det partikulære, det særlige - uden udslettelsen af det. Det er ikke den enkelte, der skal bære byrden af at være hovedrollen i sit eget liv, at være den væsentligste karakter i tilværelsen. Den enkelte får her lov til at være sig selv uden at være sig selv nok. Og det er den på en gang tunge og lette arv, Folkekirken forsøger at omsætte til enhver tid og på ethvert sted.

I kirke og sognegård overskrider vi det partikulære uden at udslette det. I gudstjenester, dåb, vielser, begravelser, konfirmationer, højskoleeftermiddage, koncerter, undervisning og alle de andre fællesskaber, der tilsammen udgør det kirkelige liv – her bliver vi i en vis forstand ’sat på plads’ i tilværelsen.

Vi ser, oplever og hører os selv som en del af et fællesskab, der virker i kraft af, at vi er forskellige i hver vores individualitet. ”I er alle ét legeme – men hver især hinandens lemmer” siger apostlen Paulus; det individuelle og det fælles i virksom forening. Vi må holde fast i og skabe nye fortællinger om det, der binder os sammen i en tid, hvor sammenhold på tværs måske er vigtigere end nogensinde.