Aros er kommet ud af de vilde teenageår, hvor ikke alt var lige kønt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lørdag er det 20 år siden, at Aarhus Kunstmuseum flyttede ind i en ny, imposant bygning og blev til Aros. På 20 år har kunstmuseet givet gæsterne overraskende forrygende og overraskende skuffende oplevelser, præcis som det skal være, når det drejer sig om ægte kunst.

Da rammerne om Aarhus Kunstmuseum blev for små i Vennelystparken, var både Botanisk Have og Vilhelmsborg i spil som en ny placering. Men det blev altså bunden af Vester Allé, Fattiggårdsbakken, der blev rig på kultur, ikke mindst takket være museets mangeårige og legendariske direktør, Jens Erik Sørensen, der med flytningen bragte museet til et nyt niveau.

Allerede inden åbningen i 2004 påkaldte museet sig opmærksomhed. Der var store farveforskelle i facadens mursten, så store flader var mørkere end andre. Aarhus Kommune måtte indgå et forlig med teglværket og murermesteren. Kommunen fik 3 mio. kr. i erstatning. Det blev anslået, at en udskiftning af stenene ville beløbe sig i 8 mio. kr. God kunst og byggebommerter er dyrt.

Det er det også at drive museum, og efter finanskrisen kneb det gevaldigt. Kommunen (hvor Jacob Bundsgaard dengang var kulturrådmand) satte museet under administration, og en revisionsrapport kom med 19 anbefalinger til bedre økonomi. Den daværende formand og direktørs kreativitet i jagt på ny indtjening haltede ikke. Museumsloven kunne dog ikke følge med idéerne, og den dag i dag venter man stadig på en reform.

I sine 20 år har Aros rummet kunst for kendere og fornøjelse for folket. Udstillingen med racerbiler, ”Racing Cars – The Art Dimension”, iscenesat af Ingvar Cronhammar, var en Jens Erik Sørensen-klassiker, som man taler om endnu. Mange museumsgæster har ikke været der før eller siden. 2013-udstillingen med mange af dronning Margrethes og prins Henriks værker var ikke blot populær, men også rost. Jyllands-Posten gav fem af seks stjerner. Store internationale kunstnere er det også blevet til, men lige nu er Richard Mortensen-udstillingen ”Mellem linjerne” en passende og besøgsværdig markering af 20-året. Richard Mortensens værker fylder godt i museets magasiner og såmænd også væggene på Aarhus Universitet.

Det mest omdiskuterede Aros-værk har vel indtil videre været Katharina Grosses ”The Garden”, hvor en del af Mindeparken og Strandvejen blev malet rød og hvid. Borgmesteren måtte stille op til krisemøde midt i værket, der kunne gøre byrådets højrefløj til naturforkæmpere. ”The Garden” indgik i daværende direktør, Erlend Høyerstens, forsøg på at erstatte den åbenbart for populære Sculpture By The Sea-begivenhed med noget andet.

Den største skandale var dog det arbejdsmiljø, han skabte på museet. Et krænkende klima, som kom for dagens lys i denne avis, og som først i 2021 førte til museumsdirektørens afgang. JP Aarhus havde i en rundspørge blandt byens største kulturinstitutioner fået fem henvendelser fra Aros-medarbejdere om sexisme, sexchikane eller seksuelle krænkelser siden 2016.

Fra bunden til toppen: I dag er det svært at forestille sig kuben Aros med andet end en regnbue på toppen. Men Olafur Eliassons ”Your rainbow panorama” er kun ni år gammel. Måske den aktuelle store udvidelse med James Turrells The Dome en dag vil blive en lige integreret del af museet og byen. På Aros er forventningerne i hvert fald store, man taler nærmest ikke om andet. Uden for de røde mursten taler mange aarhusianere i dag om Aros med stolthed, uanset om de selv er flittige gæster eller blot dagligt beundrer en bygning, der nok har en regnbue på toppen, men hvor guldet er de mange medarbejdere, der hver dag gør det hele muligt.