Fortsæt til indhold

Fredningsforslag truer Røndes udvikling

Fredningsnævnet bør lytte: Rønde afviser unødvendig fredning, mener Carsten Skivild, formand for Rønde Distriktsråd.

Debat
Carsten SkivildFormand for Rønde Distriktsråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Danmarks Naturfredningsforening har i november 2023 indsendt fredningsforslag for hele Statens jordareal ved Kalø Gods på 790 ha. samt 12 ha. veje og 13 ha udmatrikuleret areal. Dette område omfatter de to Kaløskove, Kalø Slot, Kalø Hovedgård samt dets jordtilliggender.

Vi går ind for, at Kalø Hovedgård og kulturlandskabet ned mod Kalø Vig med de to skove og Kalø Slotsruin fredes.

Vi er derimod imod, at arealet nord-nordvest for Kalø Hovedgård ind mod Røndes bygrænse, der desuden ligger på den modsatte side at hovedfærdselsåret til Motortrafikvejen og Midtdjurs (Flintbakken) i forhold til Kalø Hovedgård, fredes.

Syd for området ligger de to Baunehøje, der i sig selv er fredede, hvorfor det ikke påvirker disse, når området ikke fredes.

Vedlagt kort over fredning af Kalø Gods, hvor det omtalte areal er indtegnet med en blå streg. Danmarks Naturfredningsforening skriver, at fredningen skal sikre imod endnu ikke kendte trusler og det pres på landskabs- og naturværdierne som samfundsudviklingen medfører.

Dette er vi enige i, hvorfor det netop er nu, vi vil oplyse Fredningsnævnet om, at fredningen af arealet på nordsiden af Flintbakken vil bevirke et ophør med bebyggelsesmuligheder i Rønde om 5-10 år, når den kommende lokalplan for det resterende område i Rønde bliver klar i løbet af i år. Rønde vil ikke kunne udvides mod øst, hvor Følle by ligger.

Den kan ikke udvides mod nord, hvor der ligger en Motortrafikvej. Den vil ikke kunne udvides mod syd, hvor den ligger kystnært. Den eneste mulighed, når det nuværende område bliver udbygget indenfor en kommende årrække, det er mod øst.

Det vil samtidig betyde, at man til den tid, når der kan ske en gradvis byggemodning af dette område mellem Rønde by og Flintbakken, kan etablere en aflastningsvej for trafikken gennem Rønde Hovedgade fra Rønde Nord til Flintbakken, så man derfra kan køre på Motortrafikvejen.

Samtidig vil det betyde, at man vil kunne undgå den tunge trafik gennem Rønde, der allerede i dag er et problem.

Danmarks Naturfredningsforening har selv noteret sig, at området ikke har speciel biodiversitetsmæssigt betydning, der ikke findes på de øvrige arealer, der ønskes fredet.

Danmarks Naturfredningsforening har selv i deres forslag til fredningsbestemmelser §8 stk. 6 noteret, at man kan godkende, at arealet nord- nordvest for Flintbakken kunne bruges til alternative aktiviteter, hvilket dokumenterer, at dette areal ikke har specielt interesse for en fredning.

Fredningen er udelukkende for at fredningen skal omfatte alt den jord Staten ejer ved Kalø.

Derfor mener vi, det ville være rettidig omhu, at dette område ikke fredes, hvorefter det kan benyttes til alternative aktiviteter, som Naturfredningsforeningen omtaler, indtil Røndes bygrænse successivt skal flyttes ud mod Flintbakken.

Vi håber på vegne af borgerne i Rønde, at De vil se positivt på dette, således dette areal nord-nordvest for Flintbakken IKKE fredes.«