Formandsvalg i Venstre kan gavne Grenaa
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Regionsrådet i Midtjylland vedtog med 34 ud af 41 stemmer at lukke akutlægebilerne, hvor der er længst til akutsygehusene og kraftigt reducere akutklinikkerne uden for akuthospitalerne.
Det skete ovenikøbet med en bemærkning om, at det kun var en ”serviceforringelse”, skønt fagfolkene påpegede, at fjernelse af akutlægebilerne ville koste menneskeliv, og den lægefaglige direktør for præhospitalet informerede regionsrådet om, at akutlægen ”har betydning” for udfaldet i halvdelen af udrykningerne, og er af ”afgørende betydning” ved hver femte udrykning. Akutlægen afslutter desuden hver fjerde patient på stedet, så indlæggelse undgås.
Akutklinikken i Grenaa sikrede, at en medarbejder, der slog fingeren på sin arbejdsplads, kunne tage på akutklinikken med mistanke om ”en brækket finger”. Her blev der foretaget undersøgelse af en behandlersygeplejersker, røntgen med eventuel konferering og vurdering af en ortopædkirurgisk speciallæge (der passer ambulatorie samme sted). Èn time senere kunne medarbejderen være tilbage på arbejdspladsen.
I dag skal medarbejderen bestille akuttid hos egen læge, der kan henvise til røntgen, som medarbejderen skal køre til. Svaret skal medarbejderen have tilbage hos egen læge, der i nogle tilfælde må henvise til ortopædkirurg vurdering i anden by. Medarbejderen er derfor ikke tilbage på arbejdspladsen efter én time, men tilbringer hele dagen på vejene mellem egen læge, røntgenafdeling og akutsygehus samt i de forskellige venteværelser.
Venstre (med en enkelt undtagelse) stemte desværre for denne besparelse.
Nu opstiller det nye regionsrådsmedlem Poul Berggreen som modkandidat til Venstres nuværende regionsrådsformand Anders G Christensen, som støttede alle besparelserne omkring lukning af akutlægebiler og akutklinikker (og lukningerne på Silkeborg sygehus). Poul Berggreen ønsker genindførelse akutlægebilerne og genåbning den særdeles velfungerende akutklinik i Grenaa, så man ikke mister unødige menneskeliv og sikrer borgerne uden for byer med akuthospitaler en større tryghed.
Formandsvalget i Venstre, der kan have meget stor betydning for trygheden i Grenaa og omegn, afgøres tirsdag 16. april i Aulum Fritidscenter.
Så kender du (uafhængig af hvilket parti du stemmer på) medlemmer af Venstre, så få dem til at møde op i Aulum og stemme på Poul Berggreen som formand for Venstre i regionsrådet, så Venstre igen bliver partiet, der kæmper for sikkerhed og tryghed i områderne uden for de fem byer med akuthospitaler og som arbejder for genindførelse af akutlægebilen og akutklinikken i Grenaa.