Konfirmationsgaverne er pakket ud
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
En del unge er allerede blevet konfirmeret, mens mine konfirmander stadig må vente et par dage endnu. Forventningerne er og var store, for det skal være højtideligt, sjovt og hyggeligt på én gang. Spurgte man de unge, hvorfor de valgte at blive konfirmeret, svarede de måske, at dagen er en tradition, at det markerer at de ’træder ind i de voksnes rækker’, eller de er ærlige og melder ud, at det kun er for gavernes skyld.
Når gaverne så er åbnet og beløbet talt sammen, så tænker jeg, at det, de forhåbentlig mest af alt husker, er en særlig dag, hvor de blev vist kærlighed og positiv opmærksomhed. En dag, hvor alle teenageudfordringer blev glemt for en stund, så de selv mærkede og andre så, hvor smukke og skønne de unge faktisk er.
Det burde selvfølgelig være en selvfølge, at familien holder af en og elsker en, sådan som man nu engang er, og at de hver eneste dag oplever ubetinget kærlighed. Men alle os, der har prøvet at have teenagere i huset ved, at det ikke er nemt, når der smækkes med døre og råbes højt. Så denne konfirmationsdag står alle døre til hjerterne åbne, og det er kun ”hurra”, man råber højt.
Og så fortjener de unge også en anden gave den dag, som måske ikke lige umiddelbart tæller med i regnskabet på gavebordet: I kirken siges det, at de alle som døbte er Guds børn, og at det er en gave så stor, at dens betydning ikke kan fattes umiddelbart.
Konfirmander går ind i de voksnes rækker i den forstand, at de begynder selv at tage ansvar for deres liv, og de vil begå fejl og træde ved siden af. Da er det godt at huske, at Gud elsker en som man er, og det løfte han gav ved dåben om at være med en alle dage indtil verdens ende, det står ved magt. Både de lyse dage og de mørke, de dage hvor alting er helt vidunderligt og man råber et stort ’TAK’ Og de dage, hvor man er gået i knæ og råber ’HJÆLP’.
Ved konfirmationen får de unge altså den gave, at de bliver mindet om, at der også i fremtiden, hvordan den end kommer til at se ud, altid vil være en himmelsk Far at råbe ’TAK’ og ’HJÆLP’ til. En som elsker dem, som de er.
Og i modsætning til de andre gaver på bordet, så er det ved Guds kærligheds gave, at den ikke kan byttes her på den anden side af den store dag, men til gengæld slipper den heller aldrig op.