Vennerne løftede hver sin dåseøl og udbragte en sidste skål for hjemløse John

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg faldt forleden over et gammelt avisudklip, jeg har gemt. Det gjorde indtryk på mig og jeg har for 9 år siden skrevet ”påske ” på det nu gulnede avispapir.

En fotograf, der normalt ikke bruger ord, havde lavet en dobbelt avisside, med to stærke billeder og en tekst i midten.

Det øverste billede viser en smuk begravelse. Lyset er varmt. Midt i billedet bærer seks personer en kiste, de er på vej ud af Rigshospitalets kapel. Folkene der bærer kisten er mærket af livet og af sorgen. To kvinder og fire mænd. Forrest en vejrbidt grønlandsk kvinde i en slidt rød striktrøje og lige bag hende en tynd kronraget mand.

Kisten i midten er smuk pyntet af forårets tulipaner og franske anemoner. Midt i billedet er der et billede af afdøde, som man har sat på kisten. Han flot i tøjet, ligner en fotomodel.

Overskriften er ”Farvel John” og fotografen, der ellers er tavs, åbner munden og skriver:

”I Rigshospitalets kapel ligger John Larsen i en hvid kiste iført sit nålestribede jakkesæt. Jeg mødte John Larsen sidste efterår. Han var 41 år, hjemløs, men havde et værelse på herberget Sundholm, hvor han formåede at holde alkoholmisbruget i skak. Han talte om familien på Sundholm, hvordan kammeraterne beskytter hinanden mod sult kulde og overfald. Fyrre skæve eksistenser var inviteret på Michelin restaurant, da jeg fotograferede John i hans nye jakkesæt. ”I dag er jeg Askepot” sagde han. Politiken bragte billedet 21. december.

9. marts døde John Larsen pludselig af en hjerneblødning.

Oven på kisten har hans søskende placeret billedet af John. I kapellet sidder familien. Men ikke familien fra Sundholm. Det kammeratskab som John talte så inderligt om, er ikke mødt op til et sidste farvel. Den knugede stemning, sorgen, vennerne der har svigtet. Den lukkede dør.

Og pludselig går døren op. Vennerne og lyset udefra vælter ind. Så kom de. Fællesskabet er det i døden, som det var i livet. Nu står de her. Familien fra Sundholm.

Under teksten er der et stort billede af skæve eksistenser: Familien fra Sundholm, der løfter hver sin dåseøl op til en sidste skål for John.

Nu husker jeg, hvorfor jeg har gemt den avisside, og skrevet ”Påske” på den. Fotografen har med sin beskrivelse givet mig en påskeoplevelse. Han formår med sin fortælling at åbne en flig af påskens mysterium for mig.

Den knugede stemning, sorgen, vennerne der har svigtet. Den lukkede dør. Og pludselig går døren op. Vennerne og lyset udefra vælter ind. Så kom de. Fællesskabet er det i døden, som det var i livet.

Han er opstanden. Jeg samler på tegn, der kan uddybe, hvad det betyder. Avisartiklen gemmer jeg lidt endnu. Den minder mig om, at også jeg er del af det besværlige fællesskab, der bærer i liv og i død. Her hvor vi skal være mennesker for hinanden.