Tør Aarhus Festuge at gå så langt som at omfavne minoriteten af Tørfisk-fans?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Man taler om ”at falde uden for normen”, men kan man ikke også være ”flyvende” uden for normen? Måske er det rettere normerne – vores fælles idéer og forventninger til opførsel – vi har en tendens til at falde i? Men hvad er egentlig normalt?«

Sådan forsøger Aarhus Festuge at lancere et såkaldt undertema til årets festuge: ”uden for normen”.

Man bliver mere end normal træt ved tanken om udsigten til en moraliserende ”fest”, endda i høj grad for offentlige midler, hvor aarhusianerne åbenbart skal belæres om, at grundlæggende samfundsnormer bare er noget den enkelte selv kan definere, fordi man lige føler for det. Kultur kan og skal udfordre samfundets normer. Når det gøres værst, dyrkes cancelkulturen og alt det etablerede nedgøres. Når det gøres bedst, gøres det intelligent, kunstfagligt stærkt og provokerende.

Festugens forsøg med opgøret med ”det normale”, som ovenstående beskrivelse må tolkes, har da også vakt vrede hos bl.a. Danmarksdemokraterne og hos de konservative i byrådet, der i ren forargelse ser stort på kulturpolitikkens armslængdeprincip. Men det er måske ikke så spændende.

Det spændende bliver derimod at se, hvordan ”uden for normen” praktiseres i festugen. Man kan frygte, at det bliver lige så forudsigeligt og på samme måde, som andre kulturinstitutioner i og uden for Danmark har gjort det hidtil: at lade minoriteternes minoritet definere og forlange, hvordan vi skal se på kunst, kulturhistorie, sig selv og hinanden.

På den måde bliver det ikke et spørgsmål om at bryde normerne, men at fremme bestemte normer i en politisk korrekt- og bevidstløshed, og så er vi lige vidt og tæt på kanten af wokewashing.

Vi venter stadig på Aarhus Festuges omfavnelse og hyldest af den aarhusianske minoritet, der definerer sig som tyrolertelt-tilbøjelige, eller dem, der tør bryde ”normen” og helt åbent tale om, at festugen for dem begrænser sig til torsdag eftermiddag på Pustervig. I den forstand er fans af Tørfisk også en slags minoritet (der er givetvis få og færre end fortjent), men det er næppe dem, festugen vil hylde med sin ”uden for normen”-parole.

”Uden for normen”, hvor der appelleres til meget snævre og små grupper frem for det store fællesskab, er trods alt måske det mest rammende tema for festugen i mange år. Aarhus Festuge synes i stigende grad at være optaget af en stadig smallere målgruppe, krydret med gentagelser, der kunne afvikles når som helst. Aarhus Festuge er bl.a. lysfestival, der gennemføres på den tid af året, hvor der i forvejen er mest lys fremfor i et vintermørkt Aarhus. Men det ville måske være for meget inden for normen?

Det allermest spændende bliver dog at se, om man overhovedet kan genkende tematikken i festugen. Temaerne formuleres behændigt så bredt, at alt og alle kan pakkes ind i det. Det er svært at huske tidligere års hoved- og undertemaer og svært at pege på konkrete initiativer, oplevelser eller tiltag, der helt klart spillede sammen med temaet. Dermed kan yderligere debat om årets undertema vise sig inderligt ligegyldigt, når først musikken spiller. Så er vi tilbage ved det normale.