Fortsæt til indhold

Det gamle hestekastanjetræ og det forsvundne F

I Kolind Midtby står et hestekastanjetræ og fortæller historien om Uglen og det forsvundne F.

Debat
Inge DortheaHvedevej 62, 8560 Kolind

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»I Kolind Midtby står der et omkring 80 år gammelt hestekastanjetræ.

Det står bagved den gamle farvehandel, hvis skilt perfekt demonstrerer, hvordan fuglen blev til fuglene: Fuglen var træt af at være præcis som de andre fugle.

De fugle hed nemlig også Fuglen, og de lignede Fuglen på en prik.

Dengang var der kun én slags fugl, og det var Fuglen, så det er derfor, de alle lignede hinanden og hed det samme.

Nå, men, som sagt var Fuglen træt af denne kendsgerning.

Derfor valgte den at tænke. Den tænkte på, hvor meget bedre verdenen ville være, hvis alle var deres egen slags fugl.

Fuglen havde altså en identitetskrise. Den ville gerne være unik, men ikke for unik - der var nemlig også engang en fugl, der ville være helt unik, men det er en anden og meget grusom historie...

Det endte ikke godt, og Fuglen ville helst ikke gentage den historie.

Det er så her, den gamle farvehandels skilt kommer ind. Fuglen havde nemlig tænkt og tænkt, men den kunne ikke finde en løsning.

”Uck” sagde den, men så kom det til den!

Hvis nu Fuglen tog F’et i sit navn og dannede et nyt ord.

Så kunne Fuglen hedde Uglen, også kunne den sige ”Fuck”, hvilket er et meget bedre ord en ”Uck” – dette er også grunden til at Uglen er kendt som en meget klog fugl.

Og alle de andre fugle ville også være kloge fugle, så på grund af Uglen, er der mange forskellige slags fugle i dag i forhold til dengang.

Nu spørger du nok: ”Hvad med den gamle farvehandel???”, og jeg skal svare dig:

Den gamle farvehandels skilt har mistet sit F, og nu er det blevet til en Arvehandel.

Men det er ikke helt godt faktisk.

Fordi i Kolind Midtby står der et omkring 80 år gammelt hestekastanjetræ.

Det står bagved den gamle farvehandel, altså Arvehandlen.

Og kommunen har bestemt sig for at sælge grunden bagved.

En 80 år gammel arv solgt.

Og dem, der køber – det må være dem, der også stjal F’et fra skiltet.

Og nu kan de sige, at de i stedet for at lade træet ælde vil lade det FÆLDE! Altså… Fuck.«