Efter flere dage blandt munke i klostre: »Jeg blev ikke skuffet«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For 14 dage siden var jeg på studietur til Mount Athos. Det er et sted i Grækenland ved den store by Thessaloniki. Det kaldes munkeøen. På den ø er der et meget stort bjerg som hedder – ja du har sikkert gættet det – Mount Athos.

Rundt om på øen er der 20 store primært græsk-ortodokse klostre. Dertil kommer mindre bygningskomplekser, som er tilknyttet et kloster og helt små enheder. I alt er der 2.000 munke på øen foruden en lang række hjælpere.

Allerede i det 3. århundrede kom de første munke til. Kristne som trak sig væk fra byens larm for i stilhed at forbinde sig med Gud. For nogles vedkommende boede de nærmest bare i huler. Så det er en meget gammel tradition. De flotte velrestaurerede klostre, hvor de fleste munke bor i dag, er fra 900-tallet og op efter.

Når man har fået sit Diamonotirion (tilladelse), så kan man, hvis man har aftaler med klostrene tage båden til øen. Man må være der i tre nætter, og det skal være på tre forskellige klostre. Kun meget få ikke ortodokse får lov til at komme på øen; så da jeg står i Dafne og trækker den fuldstændig friske luft dybt ind, føler jeg mig utroligt privilegeret. Foran mig ligger fire dage med vandringer i det bjergrige terræn fra kloster til kloster. Der ligger deltagelse i så mange gudstjenester som muligt. Der ligger fordybelse og fred.

Fire dage efter – tilbage i Dafne - må jeg bare sige: Jeg blev ikke skuffet. Hvis man kommer som turist, så vil man uden tvivl opleve dette klosterliv som meget fremmed og eksotisk. Som noget man kan krydse af på sin liste over spændende rejsemål. Når man sidder i mørket i klosterkirken til gudstjeneste i tre timer midt om natten på hårde munkestole, så vil turisten kalde det en oplevelse. Eller når man kysser fremlagde relikvier (det kan være knogler eller hovedskaller) af døde helgener, så vil turisten kalde det en oplevelse. Men jeg er ikke turist. Jeg er pilgrim. Jeg er et søgende menneske, og jeg er ikke på jagt efter oplevelser. Jeg ønsker at lære Gud og mig selv bedre at kende, turisten er ofte ligeglad med Gud.

Munkene har viet deres liv til otte timers arbejde, otte timers bøn og otte timers hvile. De har alle en skriftefader, en åndelig vejleder, som hjælper dem med deres åndelige udvikling eller skulle man sige afvikling. Det handler om, at den enkelte munk – med Jesu Kristi og gudsfødersken Marias nådige hjælp – overvinder sit ego. Målet er, at den enkelte skal forvandles til et menneske i lutter lys fra inderst til yderst, hvor egoet er slået ihjel, begæret er forsvundet og der er blevet stille. Uhørligt høres kun den evige bøn: Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig. Med lang tids øvelse kan den bedes i åndedraget og i hjerteslaget.

Jeg er en pilgrim fra Danmark. Jeg er protestant og præst i Den danske Folkekirke. Jeg kommer ikke fra en tradition, hvor vi bare overgiver vores liv i Jesu Kristi hænder. Eller hver dag dedikeret øver os i med Guds store barmhjertighed at slå egoet ihjel. Faktisk har vi skabt et kirkesystem hos os, der er perfekt til at holde stilhed og fordybelse væk. I Folkekirken elsker vi arrangementer. Der er alt muligt for mennesker i alle aldre. Fred være med det. Det er godt med fællesskab, underholdning og mad.

Men hvis man nu gerne vil fordybe sig, langsomt undersøge Guds mysterier og ens eget mysterium, hvor går man så hen? Hvis man nu gerne vil med i en bedegruppe i Folkekirken, hvor går man så hen? Hvis man nu gerne vil have en vejleder, en moden medvandrer på ens åndelige vej, hvor går man så hen?

På Athos har de det. Men vi er ikke på Athos. Vi er her.