Fortsæt til indhold

»Kære folkekirkemedlemmer – det er nu, I skal på banen«

Debat
Jens Maibom Pedersen,sogne- og cafépræst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I folkekirken er 2024 et valgår.

Før vi får set os omkring, skal der vælges nye menighedsråd rundt i landets sogne – og dét er der god grund til at kippe med flaget for. Tænk engang, at man som folkekirkemedlem bor i et land, hvor man kan få direkte indflydelse på kirkens liv og vækst og således være med til at skabe rammerne for vores fælles folkekirke?

Sådan noget er langt fra en selvfølge, men, i en dansk sammenhæng, en lang og stolt tradition, der alene står og falder med, at der er nogen, som melder sig under fanerne. Så kære folkekirkemedlemmer – det er nu, I skal på banen. Det er nu, I skal bære med og overveje, hvem af jer der skal sidde med omkring menighedsrådets bord de kommende år.

Tirsdag den 14. maj er der orienteringsmøde i landets sogne. Her vil det nuværende menighedsråd berette om menighedsrådets opgaver og aktuelle arbejde og fortælle om kommende planer og efterårets menighedsrådsvalg. Tjek dit sogns hjemmeside for mødetidspunkt og kom så og vær’ med. Stil alle de spørgsmål, du lyster, og giv dit besyv med omkring vores fælles kirke.

Efter mødet er der god tid til at overveje de næste mange skridt – herunder overveje, om det ikke netop er dig, der skal løbe videre med menighedsrådsstafetten og stille op til det kommende menighedsrådsvalg? Det løber af stablen i de enkelte sogne ved de såkaldte valgforsamlinger tirsdag den 17. september. Tjek sognets hjemmeside for mødetidspunkt m.v.

...vi er mange, der allerede er involverede i kirkens liv og håber på, at også DU vil tænke med, blande dig i samtalen – og stille dig til rådighed.

Mon ikke de fleste af os har en mening om vores fælles folkekirke? Nogle synes, at den er lige, som den skal være – andre mener, at den trænger til et gevaldigt eftersyn. Det kommende menighedsrådsvalg er en fremragende mulighed for at deltage i debatten og bidrage til den fælles samtale om min kirke.

Selv synes jeg, at der er nok at gå i gang med at tale om. Hvordan skal fremtidens sognekirke gribe det an og sikre den afgørende sammenhæng mellem menneskers liv og det kristne budskab? Hvordan kan vi bedst skabe de nødvendige rammer for, at det kristne livs- og menneskesyn kan formidles og udfolde sig her hos os?

Hvilke arbejdsopgaver ligger lige for – og hvilke nye initiativer skal igangsættes? Har vi de gudstjenester og kirkelige handlinger, vi skal have – og er deres form den rigtige? Hvad med musikken – spiller den, som den skal?

Hvordan skal vi bruge de fælles resurser? Kommer vi i sognet ”hele vejen rundt”, eller er der grupper, vi har glemt, og som vi i højere grad bør indtænke i sognets tilbud? Har vi de rigtige programpunkter og aktiviteter, eller trænger ”alt det vi plejer” til et skud for boven? Og hvad med samtalen om troen, håbet og kærligheden – får dén den nødvendige opbakning?

Man plejer at sige, at folkekirken har fire hovedopgaver: Forkyndelse, undervisning, mission og diakoni. Som menighedsråd lægger man sig naturligvis i forlængelse heraf, men der er også mange andre spændende opgaver at prøve kræfter med. Hvordan skal kirkegården indrettes? Hvad kan vi gøre for at bære med omkring den grønne omstilling? Hvad skal der til for at sikre et godt arbejdsmiljø for kirkens ansatte? Hvordan skaber vi et tillidsfuldt samarbejde mellem folkevalgte og ansatte? Hvordan skal sognegården indrettes – og hvad må den bruges til? Jo, der er nok at gå i gang med.

Det forestående menighedsrådsvalg er en indlysende mulighed for et fælles eftersyn af den lokale kirkes måde at være kirke på – og vi er mange, der allerede er involverede i kirkens liv og håber på, at også DU vil tænke med, blande dig i samtalen – og stille dig til rådighed.