Værdighed er ikke en færdighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad er et værdigt liv? Og hvad er en værdig død?

De spørgsmål rejser sig, når vi diskuterer aktiv dødshjælp.

For nylig deltog jeg i en konference om aktiv dødshjælp, og jeg blev ærlig talt rystet over at høre om udviklingen i Holland, hvor hvert 20. dødsfald nu sker som følge af aktiv dødshjælp. Jeg er heller ikke i tvivl om, at legaliseringen/muligheden for aktiv dødshjælp næsten uvilkårligt vil flytte på vores forestilling om, hvad der er værdigt og ikke-værdigt. Og der er en klar tendens til i debatten, at værdighed kobles sammen med vores formåen – med det vi kan og gør. Men når man ikke længere kan det samme som tidligere – på grund af alder eller sygdom – er det så pr definition uværdigt? Eller hvis man lider af et handicap og ikke kan det samme som gennemsnittet, er det så uværdigt?

Jeg vil gerne (i tråd med overskriften, som stammer fra nu afdøde biskop Jan Lindhardt,) slå et slag for, at vi ikke kobler et menneskes værdighed sammen med, hvad det kan præstere, gøre og udrette, men i stedet kobler det til væren. For vi er værdige som mennesker, simpelthen blot fordi vi er til. Vi er skabt af Gud som en ganske særlig skabning – i hans billede og med ånd. Og når vi en dag får brug for andres hjælp, så har vores liv stadig værdi.

Og det er faktisk OK at lægge andre til last. Det er OK at være afhængig af andres hjælp. Det er OK, at vi ikke kan alting – uden at vi selv eller andre skal fælde dommen over os, at livet ikke er værd at leve. Når vi lider af en uhelbredelig sygdom, så trænger vi til omsorg, lindring, trøst og medlevelse.

Jeg har i mit arbejde mødt mennesker, der var meget syge, som gav udtryk for, at de gerne ville dø. Jeg tænker, at der ofte lå noget andet nedenunder det ønske. En oplevelse af ensomhed eller afmægtighed. Eller en frygt for det, der ventede – hvordan sygdommen ville udvikle sig. Store smerter. Eller en oplevelse af at være til besvær – både for sine pårørende og for samfundet. Der kan være mange grunde til, at man ytrer, at man gerne vil dø, og jeg anerkender følelsen. Men jeg hører ikke til dem, der synes, at vi i den situation skal tage folk på ordet.

Men kan et liv med sygdom eller smerter være meningsfuldt? Ja! Jeg vil i den forbindelse citere forfatteren Anna Juul, som er ramt af psykisk sygdom: ”Jeg synes egentlig, jeg har et ret meningsfyldt liv. Jeg tror ikke, jeg vil kalde det godt. Men heller ikke dårligt. Når jeg har det dårligt eller er syg, er det jo stadigvæk mit liv. Og jeg er træt af, at livet skal reduceres til de gode øjeblikke. For det gør på en måde alle de gange, hvor jeg ikke har haft det godt, til en fiasko.” Anna Juul er med til at sætte fokus på, at der også kan være en værdi i det svære. Og at et liv med lidelse, sygdom og begrænsninger både kan opleves meningsfuldt og er det.

Hvad er et værdigt liv? Og hvad er en værdig død?

Vi skal tænke os meget godt om, inden vi legaliserer aktiv dødshjælp og dermed skubber til vores opfattelse af det.