Vi, de efterladte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Afsked er svært. Om det er, når lillemanden afleveres i børnehave, og tårerne trænger sig på. Om det er, når teenageren, som jo netop lige havde hængt i sin mors skørter, flytter hjemmefra. Om det er, når konen smækker med døren for sidste gang. Eller om det er, når den, du har delt seng og bord med i mere end en menneskealder, begraves på kirkegården. Afsked er pokkers svært. Og det er der ikke noget at sige til.

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg synes, noget af det styggeste, man kan sige til en, som har sagt farvel, enten ved en skilsmisse eller ved et dødsfald, det er, hvis man spørger vedkommende: ”Er du kommet videre?”. Nej, gu er jeg ej kommet videre, for sådan hænger verden jo ikke sammen. Som om vi mennesker bare glemmer dem, vi har sagt farvel til, så snart de er borte. Ude af øje og ude af sind; det er ikke sådan, det forholder sig. Vi husker dem, vi har haft kær.

Det er vi ikke ene om. I sidste uge var det Kristi himmelfarts dag. Disciplene falder i staver og stirrer i den retning, som Jesus fór. Det ville vi nok også have gjort. Men da er det, at to mænd i hvide klæder spørger dem. ’Hvorfor står I nu der og hænger? Jesus, som er væk, skal nok komme igen.’ Disciplene får altså et venligt klap på skulderen, et lille puf. Nok er de kede af det, men sorgen kan man faktisk godt tage med sig. Så de tager hjem, og siden fortælles det, hvordan disciplene mødes og holder sammen. Og sådan fortsætter det. Og sådan er det stadig. Når vi mødes til gudstjeneste, ja så kommer vi hver med vores sorg, vores fortrydelser og vores afskedsminder. Der findes ikke det menneske, som ikke har en afsked i hukommelsen. Selv det mindste lille barn tager allerede efter fødslen en lille afsked med sin mor, når det efterhånden opdager, at det er sin egen. Og siden følger afsked efter afsked som perler på en snor. Skoleskift, flytninger, kærestesorg, afskedigelser, dødsfald. Det hober sig op. Og det kan være tungt at bære.

Men så mødes vi, for eksempel i kirken. Så godt kender vi måske heller ikke hinanden, men vi ved, at vi ikke er mere forskellige, end at vi har prøvet at sige farvel. Til noget eller nogen. Det præger os. Og derfor har vi, akkurat som disciplene efter himmelfarten, brug for at være sammen. Ikke på den der åndsvage måde, hvor vi beder andre om at ’tage sig sammen’ og ’kom nu videre’, nej, som Jesus sagde til disciplene: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner”.

Det er det, vi skal være. Også i dag. Vidner. Hvad Helligånden er for noget, er svært at sige, men måske er Helligånden egentlig bare, når vi mærker, at vi – uanset hvor forskellige vi er i højde, drøjde, alder og hudfarve – alligevel mærker en samhørighed. En følelse af, at det ikke kun er mig, som bærer på en sorg. Nej, vi bærer alle, og vi bærer i flok, og Helligånden skal minde os om, at ligesom vi er sprællevende, ja så er vores erindringer, vores sorg og vores tanker om den, vi savner, det også. De mennesker, vi har holdt af, er levende hos Gud – og lidt hos os – og når vi mødes til gudstjeneste i hans navn, ja kan vi måske mærke, bare i kort et øjeblik, at livet er så meget større, end hvad døden kan rumme. I Helligånden er vi sammen med vores døde. Altid. Nok er vi efterladte for en stund ligesom disciplene, som så Jesus fare til himmels, men forladte bliver vi aldrig. Os, der vidner om sorgen.