Det tager jo en evighed…

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

”Det her tager jo en evighed”. Sådan kan det engang i mellem lyde fra børn, hvis der lige er lidt mange perler, der skal på snoren eller køreturen føles lige lang nok. Ja, selv hvis der lige er lidt ventetid inden tegnefilmen på skærmen går i gang. Så tager det hele en evighed. Og sådan kan evigheder jo føles forskelligt alt efter alder og aktivitet. Børn kan i hvert tilfælde forstå evigheder som noget meget konkret og, når alt kommer til alt, også noget ret så kortvarigt.

I kirken er evighed noget andet, og i de her uger fejrer vi i kirken begivenheder, der peger mod evigheden.

Vi har fejret Kristi Himmelfart, hvor Kristus farer til himmels og forenes med Gud til evig tid. Og snart skal vi fejre pinse, hvor Jesu disciple sendes ud i verden for at gøre fortællingen om Jesus til en beretning, der ikke blot handler om noget der skete én gang for alle på ét geografisk sted, men derimod noget, der har eviggyldig betydning over hele jorden.

Det handler på én gang både om det konkrete liv, men i lige så høj grad også om evigheden. Eller måske nærmere fra evighed til evighed, som det lyder fast hver søndag i én af bønnerne i gudstjenesten. Så evighed er det af de store ord, vi støder på i kirken. Og det kan være vanskeligt helt at forholde sig til det. Hvad er evigheden? Eller det evige liv?

Det vanskelige opstår, når vi forsøger at forstå det med logikkens fortegn. For fra evighed til evighed skal ikke forstås logisk. Men det kan forstås som det fortegn, vi lever livet med - altid. Det fortegn, som Kristus giver os i livet, hvor det bliver tydeligt, at vi er sat her i verden ikke bare for at være os selv lige her og nu.

Vi står på et fundament af en tradition og historie, der peger uendeligt langt tilbage, og vi står foran en fremtid, der med troen på Kristus, der overvandt døden også peger uendeligt langt forud. Det er lige her, vi lever vores liv og kan gøre en forskel for andre - til evig tid. På den måde kan vi alle sammen lære noget af børnene, der gør evigheden så herlig konkret. Vores opgave er nemlig at forsøge at gøre det lige så konkret, så hverken evigheden eller andre store ord i kirken kun bliver luftige og flygtige postulater, men derimod byggesten i vores liv.

De helligdage, vi fejrer her i forårets løb, kan også være lidt svære helt at forstå. Hvad er det lige, vi fejrer Kristi Himmelfartsdag eller i pinsen? Og helt grundlæggende fejrer vi, at kristendommen blev gjort relevant også for os i vores tid – nærmest en evighed efter at tingene faktisk skete. Når Kristus tager til himmels, bliver det netop et udtryk for, at han kan være alle steder på én gang, og dermed også til stede i netop vores konkrete liv. Når vi fejrer pinse, sendes budskabet om Guds altomfattende kærlighed afsted fra disciplene og helt op i vores tid og til vores sted. Og budskabet stopper ikke her, men vil fortsat kunne fortælles videre ud i al evighed.

I en tid, hvor alting kan synes at skulle gå hurtigere og hurtigere er det godt, at der er noget, der varer en evighed. Både for børnene når de utålmodigt skal vente på det, der sker lige om lidt, men også for alle os andre, der med evigheden i ryggen kan læne os lidt tilbage og hvile i, at det ikke er alt, der måles i timer, minutter og sekunder. Noget skal vi turde lade fylde en hel evighed.